Brødet er en tør oblat, der klistrer sig fast i ganen, og vinen kunne der absolut godt være mere af.

Nadveren i den danske folkekirke er måske ikke nogen kulinarisk oplevelse, men det er bestemt heller ikke meningen. 

Derimod er der tale om et helt særligt ritual – et såkaldt sakramente – som står helt centralt i højmessen om søndagen.

Og det har flere og flere danskere tilsyneladende fået øjnene op for.

I hvert fald viser en rundspørge, som Kristeligt Dagblad har lavet blandt 20 af landets kirker, at antallet af altergæster ved de almindelige gudstjenester er steget. 

I de øvrige 10 kirker har der ikke været nogen mærkbar udvikling. 

Flere vælger simpelthen at gå til alters, når de går i kirke, og det er nyt i forhold til tidligere, skriver avisen.

Nadvermåltidet er en vigtig del af søndagens højmesse, og det har flere og flere til syneladende fået øjnene op for.  Arkivfoto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

Derudover viser tal fra Københavns Stift en stigning i antallet af nadvergæster siden coronapandemien. 

Kristeligt Dagblad har talt med flere præster, der fortæller, at nadveren i dag i højere grad opleves som et fællesskab, som er blevet mere inkluderende. 

En af dem er præst Anette Kortegaard, som peger på, at også den fornyede nysgerrighed på kirke og tro spiller en rolle.

Hun mener, at nadveren for mange fungerer som »en fysisk indøvelse i kristendommen.«

»De oplever ikke længere, at man skal tro på en særlig eller inderlig måde for at gå til nadver, men tænker, at de godt kan være en del af det med deres måde at tro på.«