De fleste fly blev på jorden. Ferierejser blev aflyst, og alverdens industriproduktion droslede drastisk ned.
Det seneste år har coronapandemien sat dagsordenen og tvunget os til at leve markant anderledes, end vi plejer.
Det betyder også, at vores forbrugsmønster har ændret sig, og at vi ikke forurener helt så meget, som vi plejer.
Men hvis du går rundt og tror, at nogle få månedes nedgang i flyrejser kan redde verden ud af klimakrisen, så må vi desværre skuffe dig.

Et nyt internationalt studie, som er offentliggjort hos DMI, viser, at selvom udledningen af CO2 faldt med næsten syv procent under pandemien, så kommer klimasyndernes kunstpause næppe til at afsætte hverken kort- eller længerevarende klimaaftryk.
Det er over ti forskningsinstanser verden over, som har budt ind med data, analyser og modelleringer for at kaste lys over, hvad pandemien har betydet for klimaet.
Projektet blev ledet af det britiske meteorologiske institut MetOffice med deltagelse af blandt andet DMI.
»Umiddelbart er jeg ikke særlig overrasket over projektets konklusioner – altså at pandemien næppe efterlader et klimaaftryk – og jeg tror også, det er, hvad næsten alle klimaforskere desværre havde forventet.«

Det siger Eigil Kaas, som er videnskabelig leder af Nationalt Center for Klimaforskning (NCKF).
Vi mennesker påvirker klimaet både ved udledningen af drivhusgasser og udslippet af mikroskopiske partikler – de såkaldte aerosoler, der dannes i forbindelse med afbrænding af biomasse og fossile brændsler.
Undersøgelserne viser, at selv om vi i en kort periode har reduceret udledningerne, så bliver der stadig udledt så store mængder på verdensplan, at det ikke batter i det store regnskab.
»Den samlede konklusion er, at effekten af covid-19 har været lille og faktisk også ganske usikker. Hovedparten af modellerne viste en regional opvarmning på under 0,1 grad, men med betydelige forskelle mellem de forskellige modeller, mens der ikke var klare ændringer i nedbøren,« siger Eigil Kaas.
Forskerne konkluderer derfor overordnet, at faldet i aerosoler på grund af covid-19 var så lille, at det ikke har påvirket klimaet nævneværdigt.

