Indvandrere er i langt højere grad blevet ramt af coronavirus end etniske danskere.

Men er de også overrepræsenterede blandt de indlagte og døde?

Svaret på det spørgsmål kender vi ikke.

Men det svar skal vi have nu, mener to læger og en forsker.

Coronavirus-patient Hosnya El Hani på 46 år i en samtale med læge Christine Dam og sygeplejerske Marie Svensson på Lungemedicinsk afdeling på Bispebjerg Hospital i København torsdag den 7. maj 2020.
Coronavirus-patient Hosnya El Hani på 46 år i en samtale med læge Christine Dam og sygeplejerske Marie Svensson på Lungemedicinsk afdeling på Bispebjerg Hospital i København torsdag den 7. maj 2020. Foto: Ólafur Steinar Gestsson
Vis mere

»Vi skal have tallene frem. Det vil være relevant at se, om indvandrere også er overrepræsenterede, når det handler om indlagte og døde,« siger professor og overlæge Thomas Benfield fra Hvidovre Hospital.

Coronavirus har vist sig at have en etnisk slagside ifølge en rapport fra Statens Serum Institut.

18 procent af de danskere, der blev testet positive, var ikke-vestlige indvandrere eller efterkommere, viser rapporten. Det er på trods af, at de udgør ni procent af befolkningen.

Men der nævnes ikke noget om deres andel af indlagte og døde.

Professor ved Københavns Universitet Marie Louise Nørredam, der forsker i etnicitet og sundhed, mener også, at tallene er relevante at få frem.

»I udlandet har vi set en overdødelighed blandt etniske minoriteter og flere, der kommer på intensiv. Man kunne forestille sig, det samme er tilfældet i Danmark. Derfor vil det være vigtige tal at få frem for også at kunne hjælpe denne gruppe,« siger Marie Louise Nørredam.

Rapporten fra Statens Serum Institut viser også, at det især er i de indvandrertunge kommuner som Ishøj, Albertslund, Hvidovre og Glostrup, som er - eller har været - hårdest ramte.

I Ishøj er forekomsten af smitte blandt indvandrere tre gange så høj som hos etniske danskere. I Hvidovre og Albertslund er den det dobbelte. Kendetegnene for indvandrere er også, at langt flere unge er smittet.

Professor og overlæge Thomas Benfield fra Hvidovre Hospital fortæller, at der er en overrepræsentation af indvandrere blandt dem, der er indlagt med coronavirus.
Professor og overlæge Thomas Benfield fra Hvidovre Hospital fortæller, at der er en overrepræsentation af indvandrere blandt dem, der er indlagt med coronavirus. Foto: Linda Kastrup
Vis mere

På Hvidovre Hospital tager man blandt andet imod patienter fra Vestegnen:

»Vi ved, at specielt første generation har flere kroniske sygdomme som diabetes og forhøjet blodtryk. Da jeg forleden fortalte en yngre pakistansk mand, at hans far havde diabetes, svarede han: ‘De har allesammen diabetes’. Det viser, hvor udsat gruppen er, og det vil den som udgangspunkt også være i forhold til smitte med coronavirus,« siger Thomas Benfield fra Hvidovre Hospital.

Christian Wejse, der er afdelingslæge på Infektionsmedicinsk Afdeling på Aarhus Universitetshospital, mener også, at tallene er relevante at få frem.

»Vi har haft en overhyppighed af etniske minoriteter blandt de indlagte. Der er ikke noget oplagt mønster i forhold til dødeligheden, men der kan være store regionale forskelle. Derfor skal tallene frem i lyset, så vi kan se de landsdækkende data,« siger han og henviser til blandt andet Hvidovre Hospital.

Professor ved Københavns Universitet Marie Louise Nørredam er selv gået i gang med et projekt, som skal undersøge blandt andet dødeligheden af coronavirus hos indvandrere. Det gør hun med data fra Sundhedsdatastyrelsen.

Statens Serum Institut oplyser til B.T., at der endnu ikke er lavet opgørelser over de de indlagtes og dødes etnicitet. Umiddelbart er der heller ikke nogen planer om at gøre det.