Vi skal tænke på overvægt som en sygdom.

Sådan lyder budskabet fra overlæge Jens-Christian Holm i et interview med Sundhedspolitisk tidsskrift.

Børn med overvægt har nemlig højere blodsukker og blodtryk samt ringere fedtprofil i blodet allerede i de første skoleår sammenlignet med normalvægtige jævnaldrende, viser nyt dansk studie.

Jens-Christian Holm står ikke alene om at ville klassificere overvægt som en sygdom – både for voksne og børn. Det mener også forskere, klinikere og medlemmer af WHO (Verdenssundhedsorganisationen, red.), skriver tidsskriftet.

Jens-Christian Holm er overlæge og leder af Europæisk Center for Børn og Unge med Overvægt på Holbæk Sygehus.

Han er desuden medforfatter til det nye studie, der er publiceret i tidsskriftet Obesity Research & Clinical Practice.

Jens-Christian Holm oplever, at der er modstand blandt nogle kolleger om at indføre tilbud til børn og unge med overvægt.

Konsekvensen bliver, at børnene ikke får den rigtige behandling og opfølgning.

Jens-Christian Holm har været med til at udvikle en model for at hjælpe børn og unge med overvægt og deres forældre – også kaldet Holbæk-modellen.

Den er udbredt til 76 kommuner.

B.T. har tidligere skrevet om Holbæk-modellen. Den kan du læse mere om her.

Den går i grove træk ud på at forstå og behandle overvægt netop som en sygdom og tabe sig ved hjælp af kompromisløse, faste og livslange rutiner i hverdagen.

Med det menes for eksempel, at man kun spiser fastfood en gang om måneden og kun drikker sodavand og saft en gang om ugen og maksimalt ½ liter i alt.