»Man risikerer i værste tilfælde at miste livet.«

Sådan lyder det fra Allan Evald, der er overlæge i Traumesektionen, Ortopædkirurgiske afdeling på Rigshospitalet, efter flere og flere unge studenter i primært København er begyndt at fejre huen hængende ud af personbiler i høj fart.

»Nogle af de skader, man kan få, er invaliderende. Får man en arm eller ansigtet slået ind i for eksempel et vejskilt, så kan det have store konsekvenser for resten af livet,« siger han.

På hans afdeling har de endnu ikke haft nogle inde, der er kommet til skade, fordi de hang ud af en dyttende bil i Københavns gader, men han husker, at der har været flere tilfælde, hvor unge mennesker er faldet ud af de traditionelle studentervogne. Det er ikke længe siden, en student døde.

»Problemet er, at når vi har en kombination af festende unge, alkohol og kørsel, så bliver risikoen for, at der sker en ulykke, højere,« siger han og fortsætter:

»Man skal udøve forsigtighed og passe på hinanden. Og så skal man lade være med at motivere hinanden til for eksempel at hænge sådan ud af biler.«

Allan Evald lister blandt andet svære knusningsskader på arme og ben, skade og/eller blødninger på indre organer og hjerneblødning. Særligt de sidste kan i sidste ende være fatalt.

»Folk undervurderer, hvor meget skade, der kan ske ved bare 30-40 km/t.,« siger han og opfordrer til, at man skal huske at tage sele på.

Uden sele er man ubeskyttet i en bil, forklarer han.

Hos Københavns Politi har man lige nu ekstra opmærksomhed på hasarderet studenterkørsel i private køretøjer. Torsdag aften og natten til fredag, har det ført til flere sigtelser.

»De fleste har heldigvis styr på at fejre deres huer på festlig og forsvarlig vis, men vi ser også eksempler, hvor unge mennesker hænger ud af bilerne og hornet bliver brugt helt unødvendigt. Det kan hurtigt ende rigtig galt, og jeg vil gerne opfordre dem til at finde andre og mere forsvarlige måder at fejre deres huer på,« siger politikommissær Bettina Appleyard fra Københavns Politi.