Når en festlig nat i byen ender hjemme i soveværelset med en ny partner, vælger mange danskere fornuftigt nok at lade sig tjekke for kønssygdomme hos lægen.

Andre vælger en såkaldt hjemmetest, som tjekker for blandt andet gonoré og klamydia, men det skal man lade være med, medmindre man har konkrete symptomer på en kønssygdom, siger overlæge ved Statens Serum Institut Jørgen Skov Jensen.

Hjemmetesten dækker nemlig også en kønssygdom ved navn Mycoplasma genitalium (M. genitalium), og hvis man har den, er det rent faktisk bedst, at man ikke ved det, siger han til Jyllands-Posten. Derfor skal man ikke købe testen.

»Sygdommen er mindre alvorlig end klamydia. Der er mindre risiko for at få underlivsbetændelse, og vi ved ikke med sikkerhed, om man kan blive infertil af den. Derudover er der en enorm resistens i denne bakterie. I Danmark er halvdelen af mycoplasma-infektionerne resistente over for det stof, man normalt bruger til klamydia, som hedder azithromycin,« siger Jørgen Skov Jensen til Jyllands-Posten.

Problemet er ifølge overlægen, at man i tlfælde af, at azithromycinen ikke virker, skal benytte et antibiotikum ved navn moxifloxacin, som er potentielt mere skadeligt end kønssygdommen. Stoffet kan give senebetændelse og i sjældne tilfælde sprængte sener, hvilket er kroniske skader.

Ifølge Jyllands-Posten bliver cirka 33.000 danskere testet positive for klamydia hvert år, og det anslås, at omkring halvt så mange bliver smittet med M. genitalium.

Indtil for nylig ville man have behandlet begge sygdomme ens, men nu mener lægerne, at M. genitalium er så ufarlig, at man kun skal søge behandling, hvis man har symptomer på en kønssygdom.

Symptomerne på klamydia og M. genitalium er ens og omfatter svie ved vandladning samt udflåd fra kønsdelene.