Sjælland er ramt af et fnatudbrud.

Således lyder vurderingen fra Gregor Jemec, der er ledende overlæge ved dermatologisk afdeling på Sjællands Universitetshospital. Han forklarer:

»Vi mærker, at der er en jævn strøm af patienter, som kommer til udredning eller har mistanke om fnat,« fortæller han og fortsætter:

»Jeg kan ikke give et præcist tal på det, men det er flere, end der har været førhen. Det er jo en sygdom, der kommer i epidemier.«

Denne epidemi er dog på vej retur, lyder det fra Gregor Jemec, der altså vurderer, at man nu har set toppen af udbruddet.

Men det er svært at konkluderer: Ligesom det også er svært at konkludere, om udbruddet også er gældende i resten af det danske kongerige.

Man overvåger nemlig ikke den kløende hudsygdom på samme måde, som man overvåger andre sygdomme. Det fortæller overlæge på Statens Serum Institut Brian Kristensen:

»Vi ved ikke meget om forekomsten af fnat, da det ikke er en underretningspligtig sygdom, og forekomsten opgøres derfor ikke systematisk,« fortæller han og fortsætter:

»Fnat er trods alt - selvom det er generende for den enkelte - ikke en livstruende sygdom.«

Nye tal fra Sundhedsdatastyrelsens Landspatientregister viser dog, at der siden 2016 har været en firedobling i antallet af ambulante besøg på sygehusene, hvor fnat har været årsagen.

I 2016 var der således 520 fnat-relaterede besøg, mens tallet var steget til 2000 i 2018.

Selvom det er uvist, om der er tale om et decideret landsdækkende udbrud, lød det i sidste uge, at apoteker landet over var løbet tør for netop behandling mod fnat - tabletterne Stromectol.