Københavns Kommune har taget sig af mange af de negative smitterekorder den seneste tid, men nu må kommunen for en stund afgive førstepladsen for flest smittetilfælde.

Man skal dog ikke langt væk for at finde den kommune, der årets næstsidste dag overtager førstepladsen og den tvivlsomme ære, der følger med.

Det er nemlig nabokommunen Tårnby på Amager.

Tårnbys incidenstal, der måler, hvor mange smittede der er i kommunen pr. 100.000 indbyggere, er helt oppe på 2.608.

Det er et mulehår mere end Københavns Kommune på 2.591 og Frederiksberg på 2.553.

Coronasmitten rammer i øjeblikket hårdest i København og omegn.

Man skal faktisk helt ned på ottendepladsen for incidenstal for at finde en kommune, der ikke ligger i Hovedstaden. Det er nordjyske Skive med en incidens på 2.200 og 999 smittede den seneste uge.

Onsdag blev rekorden for antallet af nye smittetilfælde endnu en gang slået, da mere end 23.228 blev registreret smittet. Torsdag er tallet næsten lige så højt, 21.403.

På et pressemøde onsdag opfordrede direktør i Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, danskerne til at skrue ned for nyhedsfejringen af hensyn til smittefare.

»Se så få som muligt, og hold det stille og roligt,« sagde Søren Brostrøm blandt andet på pressemødet.