Manglende lyssignaler, ikkeeksisterende cykelstier og dårlige oversigtsforhold på børnenes vej til skole.

Det er ikke altid lige sikkert at cykle til skole i Københavns Kommune.

Det mener i hvert fald overborgmester Lars Weiss. Derfor går han nu til kamp mod utrygge forhold på de tohjulede.

»Jeg har selv en dreng i skolealderen, så jeg kan godt forstå forældre, der bliver bekymrede, hvis børnene skal ud mellem bilerne, fordi der ikke er etableret cykelsti,« siger Lars Weiss.

I de kommende forhandlinger om Københavns Kommunes budget for 2022 vil den socialdemokratiske overborgmester derfor have afsat et tocifret millionbeløb, der skal sikre, at de små størrelser kan cykle trygt til og fra skole.

Overborgmesteren vil blandt andet have etableret en ny cykelsti ved Peder Lykke Skolen på Amager.

Han vil også have undersøgt, hvordan forholdene kan forbedres for elever, der færdes på Frederikssundvej på deres tur mod enten Brønshøj Skole eller Bellahøj Skole.

Og så vil han have kigget på sikkerheden omkring Rådmandsgadeskole på Nørrebro, Christianshavns Skole og den kommende Nordøstamager Skole, hvor der, ifølge Lars Weiss, skal findes midler til både lysregulering, bedre oversigtsforhold og forbedrede forhold for fodgængere.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Københavns Kommune.

Forhandlingerne om det kommende budget i Københavns Kommune starter 3. september.