Arbejdspladsen, uddannelsesinstitutionen, hjemmet og omgangskredsen er de steder, hvor smittede med coronavirus ofte selv vurderer, at de er blevet udsat for smitte.

Det viser en ny opgørelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed, som står for interview med smittede i forbindelse med kontaktopsporing.

Styrelsen har fra 10. til 21. september registreret 4633 sager om coronasmittede.

Over halvdelen af de smittede er dog slet ikke kommet med et bud på, hvor de selv tror, at de er blevet smittet.

Ved i alt 2521 af sagerne er der registreret 'ukendt', 'uoplyst' eller ikke blevet registreret noget ud for spørgsmålet om, hvor den smittede selv formoder at være blevet smittet.

Blandt de resterende peger folk især på arbejdspladsen/uddannelsesstedet, husstanden eller bekendtskabskredsen som muligt smittested. De tre kategorier har henholdsvis 547, 523 og 497 svar.

Derudover peger 213 personer på, at de kan være blevet smittet ved en 'større begivenhed'. 129 mener, at de er blevet smittet i grundskolen.

51 tror, at de er blevet smittet til en fritidsaktivitet, mens 26 peger på daginstitutionen som muligt smittested.

Færrest tror, at de er blevet smittet under offentlig transport. Det har kun tre personer svaret.

I alt 123 angiver en 'anden formodet smittekilde' i opgørelsen.

Til Politiken siger Bente Møller, der er konstitueret enhedschef i Styrelsen for Patientsikkerhed, at undersøgelsen tyder på, at flest er blevet smittet ved private fester eller sociale sammenkomster.

For i disse tilfælde kan det både kategoriseres som smitte fra bekendtskabskredsen og fra større begivenheder. De to kategorier udgør tilsammen en tredjedel af alle svarene.

»Vi har i kontaktopsporingen set mange runde fødselsdage, bryllupper, konfirmationer og andre fester og private sammenkomster, som vi har set mange smittetilfælde i relation til,« siger Bente Møller til Politiken.

»Vi kan også se, at en del formoder, at de er blevet smittet under en tur i byen. Det kan være en gruppe, der har været ude sammen, og nogle dage senere tester de alle sammen positiv.«

Hun understreger samtidig, at der kun er tale om folks egne gisninger, men at resultaterne alligevel kan give en god fornemmelse af, hvordan smitten spredes.

/ritzau/