Medicin bliver hevet af hylderne som aldrig før.

Og hver fjerde dansker erkender, at de er nødt til at tage medicin for at komme gennem hverdagen.

Det viser en ny undersøgelse Kantar Gallup har foretaget for Gjensidige.

Medicin for smerter, psykiske lidelser og hjerte-kar-sygdomme. Over en million danskere er nødt til tage medicin for at komme igennem hverdagen, hvor især smertestillende medicin fylder i statistikken.

Hele ti procent af de adspurgte nævner konkret smertestillende medicin, som afgørende.

Og især smertestillende er noget, der ligner en bekymrende tendens, der bør mane til eftertanke hos både den almene dansker og sundhedssektoren, lyder det fra Gjensidiges fagansvarlige for Sundhed, Louise Brix.

»Et liv med smerter er i mange tilfælde uudholdeligt, og derfor er det altafgørende, at der er adgang til smertelindring, men det er samtidig også enormt vigtigt, at det ikke fører til afhængighed, hvor det kan ende med at gøre mere skade end gavn,« siger hun og peger blandt andet på smertestillende håndkøbsmedicin som noget, man ikke skal tage over en længere periode uden en klar aftale med en læge.

Og mens et stort antal danskere altså må tage medicin for at komme gennem hverdagen, så bliver der også langet historisk meget over disken hos landets apoteker. Det viser tal fra Danmarks Apotekerforening.

De seneste fem år alene er mængden af solgt medicin steget med ti procent, så det i dag er på et historisk højt niveau. I 2020 var det kolesterolsænkende og blodtrykssænkende medicin der blev udleveret mest af til danskerne.