Der er lagt op til masser af drama, når Netflix-serien Byron Baes senere på året bliver udgivet.

Serien følger en række 'smukke influencere', der lever deres liv i den australske strandby Byron Bay.

Men hvis det står til flere tusinde lokale, så skal serien stoppede omgående.

Det skriver Sydney Morning Herald.

En masse lokale caféer, butikker og restauranter har tænkt sig at nægte at lade produktionen optage på deres lokationer, fordi de er bange for, at serien ikke vil repræsentere lokalsamfundet og ødelægge byens rygte.

Dertil har 6.000 Byron Bay-borgere skrevet under på en underskriftindsamling om at få stoppet serien.

»Et multinationalt selskab prøver at udnytte byens navn, selvom samfundet ikke ønsker det, og så tror de bare, de kan komme og bruge os som en vare,« siger den lokale musiker Ben Gordon eksempelvis til Sydney Morning Herald.

Optagelserne skal efter planen begynde i starten af maj, men de lokale kæmper altså for, at det ikke kommer til at ske.

Byron Bay bliver af mange nævnt som Australiens svar på Hollywood, da mange store verdensstjerner som eksempelvis Chris Hemsworth og Zac Efron ofte holder ferie i byen.