Onsdag morgen havde 6000 personer søgt kompensation for aflyste eller forsinkede tog. Og tallet er steget støt i løbet af dagen.
Det oplyser DSB's pressetjeneste til DR.
Tirsdag var to nedrevne køreledninger på Sjælland skyld i, at stort set alle tog øst for Odense blev taget ud af drift.
Det betød, at mange rejsende blev forsinket eller måtte se sig om efter andre transportmuligheder.
DSB har tidligere vurderet, at over 10.000 passagerer blev berørt af nedbruddet.
Er man mere end 30 minutter forsinket, træder DSB's Rejsetidsgaranti i kraft.
Erstatningens størrelse afhænger af, hvor meget man er blevet forsinket.
For en forsinkelse på 90 minutter eller mere kan man få 100 procent af rejsens pris retur.
Man kan søge erstatning via en formular på DSB's hjemmeside.
Informationschef i DSB Tony Bispeskov forklarede tidligere onsdag, at antallet, der søger erstatning, ofte stiger i dagene efter en hændelse, der har medført forsinkelser.
- Dagene efter sådan en hændelse strømmer det ind med med forskellige henvendelser fra kunder omkring rejsetidsgaranti, men også andre forhold, sagde Tony Bispeskov.
Banedanmark arbejder ud fra en antagelse om, at de nedrevne køreledninger skyldes fejl på et kørestrømsanlæg på Sydvestsjælland.
Onsdag formiddag lød det, at arbejdet med at udbedre de nedrevne køreledninger var afsluttet, og at togtrafikken igen kunne køre.
DSB har dog i løbet af dagen kun kørt med omkring halvdelen af de tog, der normalt indgår i driften Sjælland. Det skyldes, at over 30 togsæt blev beskadiget under tirsdagens hændelse og derfor skal repareres.
Torsdag bliver togdriften skruet op til 80 procent, hvorefter DSB venter at togene kører som normalt fra fredag morgen.
Problemerne med togdriften tirsdag begyndte, da en køreledning faldt ned over en strækning på 400 meter mellem Ringsted og Køge Nord.
Tirsdag eftermiddag lød det så, at endnu en køreledning var faldet ned ved Københavns Hovedbanegård.
Det fik Banedanmark til at standse al trafik med eltog øst for Odense.
Ifølge Banedanmarks antagelse betød en fejl på et kørestrømsanlæg på Sydvestsjælland, at togenes strømaftager blev ramt, når toget kørte forbi anlægget.
Det har så ifølge Banedanmarks formodning ført til de nedrevne køreledninger senere på turen.
/ritzau/
