Der er overvejende sandsynlighed for, at du hører til blandt dem, der gør det.

For en ny undersøgelse viser, at otte ud af ti danskere har gammel elektronik liggende i hjemmet, selvom de ikke har brugt det længe. Men det kan faktisk udgøre en brandfare.

Sådan lyder det onsdag i en pressemeddelelse fra Gjensidige.

»Det er naturligvis ikke sådan, at man ikke skal gemme elektronik i tilfælde af, at man får brug for det senere hen,« forklarer Lene Rasmussen, der er skadedirektør i forsikringsselskabet:

»Men gamle lithium-batterier kan over tid blive beskadiget og i værste tilfælde udvikle sig til brand, og det er en helt unødvendig risiko at løbe, hvis man i forvejen ikke har brugt elektronikken i en længere periode.«

I pressemeddelelsen henvises der til en ny undersøgelse, som YouGov har lavet for forsikringsselskabet. 

Den viser, at otte ud af ti danskere har gemt gammel elektronik, selvom de ikke har brugt inden for det seneste år.

Særligt er der tale om gamle telefoner, opladere og kabler, men det dækker også over er computere, højttalere, powerbanks og høretelefoner.