Brugden, der er verdens næststørste haj og fisk, er blevet set i dansk farvand.

Det var arbejderne på boreplatformen Syd Arne, der ligger i Nordsøen, der så det enorme væsen i søndags.

Hajen, der svømmede lige under boreplatformen, kan blive helt op til 12 meter lang.

Jens Peder Jeppesen, der er marinbiolog og akvariechef på Øresundsakvariet, mener, det er en helt fantastisk opdagelse.

Brugdehajen er helt ufarlig for mennesker.
Brugdehajen er helt ufarlig for mennesker. Foto: AMY KUKULYA
Vis mere

»Det er helt vildt, at den er i et dansk farvand. Ser jeg sådan en i Øresund, så hopper jeg ned og svømmer med den,« fortæller Jens Peder Jeppesen til B.T.

Brugdehajen er trods størrelsen helt ufarlig for mennesker. Den lever nemlig kun af plankton.

Jens Peder Jeppesen mener ikke at have set en så stor fisk i Danmark før.

»Jeg har været marinbiolog i 30 år, og jeg husker ikke, at jeg har set det før,« fortsætter han til B.T.

Jens Peder Jeppesen vil hoppe i Øresund og svømme med hajen, hvis han så den.
Jens Peder Jeppesen vil hoppe i Øresund og svømme med hajen, hvis han så den. Foto: AMY KUKULYA
Vis mere

Brugden færdes bedst i vand med en temperatur på omkring 17 grader, hvilket betyder, at den flytter sig efter årstiden.

Når hajen bevæger sig mellem farvande, så rejser den i store flokke.

Jens Peder Jeppesen siger, at det ikke er den sidste haj, man har set i dansk farvand.

»Hvis temperaturen bliver ved med at stige, så vil der komme flere og flere hajer til vores farvand,« slutter marinbiologen over for B.T.