»Det er mærkeligt med alle de checks, man bare deler ud. Hvorfor ikke bare lave nogle ordentlige priser?«

Ordene kommer fra Mette Hoffman Meyer, co.-producer på dokumentarfilmen ‘Mister Nobody Against Putin’, som for nylig vandt en Oscar.

Hun har netop selv modtaget fødevarechecken – et engangsbeløb på 5.000, 2.500 eller 1.000 kroner, som regeringen giver til udvalgte grupper for at kompensere for de høje fødevarepriser.

Men hun mener, at den både er skævt fordelt, dårligt tænkt og et symptom på politikere, der hellere laver lappeløsninger end varige løsninger.

»Jeg synes ikke, man skal gå og uddele en check her og der. Der er jo mange, der slet ikke har brug for sådan en check. Hvorfor skal de have den?« siger hun til B.T. og fortsætter:

»Man burde fjerne momsen på nødvendig mad. Mælk, brød, basale varer. Sæt priserne ned på det.«

Mette Hoffman Meyer fortæller, at både hun og hendes mand har modtaget checken, men at den ingen reel betydning har for deres økonomi.

»Jeg tror ikke, vi kommer til at lægge særlig meget mærke til den. Det er jo heller ikke så mange penge,« siger hun.

Hun anerkender, at der er nogle, der kan få gavn af den nye check, men mener stadig ikke, at den giver en langsigtet løsning:

»Hvis du er enlig mor med fire børn, så kan et par tusinde selvfølgelig gøre en forskel. Men jeg tror bare, det ville være bedre at regulere tingene langsigtet i samfundet. Ikke sådan noget med: ‘Du får en check i år, men ikke næste år’.«

Mette Hoffmann Meyer. I 30 år har Mette Hoffmann Meyer stået i spidsen for dokumentarfilm til public service broadcasterne i Danmark. I dag er hun direktør for NGO'en The Why, som sørger for, at mennesker i hele verden har adgang til dokumentarfilm om bl.a. menneskerettigheder.
Mette Hoffmann Meyer. I 30 år har Mette Hoffmann Meyer stået i spidsen for dokumentarfilm til public service broadcasterne i Danmark. I dag er hun direktør for NGO'en The Why, som sørger for, at mennesker i hele verden har adgang til dokumentarfilm om bl.a. menneskerettigheder. Foto: Søren Bidstrup

På spørgsmålet om, hvorvidt hun selv vil bruge fødevarechecken på mad, er svaret klart nej.

»Den ryger bare ind på kontoen.«

Hvis andre vælger at bruge checken på alt andet end mad, er hendes holdning lige så klar:

»Det må de da gerne,« siger hun og påpeger, at det netop viser, hvor overflødig ordningen er for mange:

»Hvis nogen bruger den på eksempelvis en Roskilde-billet eller på tøj, så betyder det jo netop, at de ikke har brug for en fødevarecheck. Det er jo ikke en nødvendighed at få den.«

‘Mister Nobody Against Putin’ vandt tidligere på året en oscar for bedste dokumentarfilm.