Den er ankommet. 

Det var ved et rent tilfælde, at en undersøgelse af en aflivet hund førte til en ny opdagelse på Institut for Klinisk Veterinærmedicin på Københavns Universitet. Noget man ikke havde set i Danmark før.

Ifølge ejeren var hunden sund og rask, men da forskerne kiggede i blodet blev de overrasket, skriver videnskab.dk på baggrund af en videnskabelig artikel offentliggjort af de danske forskere.

»I blodet svømmede små larver rundt,« fortæller Asger Lundorff Jensen, der er forsker på instituttet, som kalder larverne for ’mikrofilarier’, det yngste stadie for en orm.

Efter nærmere undersøgelse kunne man konstatere, at der var tale om en parasit.

En sjælden parasit, der bor under huden.

Foto: Institut for Klinisk Veterinærmedicin
Vis mere

Asger Lundorff Jensen forklarer, at der er tale om parasitten Dirofilaria repens, som man aldrig har fundet hos danske hunde – før nu.

Parasitten bliver båret videre af myg og overføres til både dyr og mennesker gennem myggestik.

Det er dog primært hunde, som er i risiko for at blive inficeret med parasitten og overlæge på Klinisk Mikrobiologisk Afdeling, Odense Universitets Hospital, Gitte Nyvang Hartmeyer mener, at vi som mennesker ikke skal være bekymret.

Den vil i de fleste tilfælde vise sig som en lille knude under huden eller den kan også ende i og omkring øjet og i mere sjældne tilfælde i slimhinden omkring de indre organer.

I yderst sjældne tilfælde kan den forårsage blindhed eller alvorlig sygdom.