Der er sandsynlighed for, at der kan være landet svindlere i din mailindbakke.
Det advarer Forbrugerrådet Tænk, Det Kriminalpræventive Råd og TrygFonden om i appen 'Digitalt Selvforsvar'.
For de har mandag modtaget tips om en mail, der er i omløb, som skal udgive sig for at komme fra Skat. Her skriver svindlerne, at man har et udestående med Skat.
»Det er fup og bedrag – svindlerne er ude på at lokke dine personlige oplysninger ud af dig,« skrives der i advarslen.
Der opfordres til, hvis man har modtaget sådan en besked, at man sletter den.
Hvis man er tvivl, om man faktisk har et udestående med Skat, skal man altid undersøge sagen ved at kontakte Skat, lyder det i advarslen.
De minder desuden om, at Skat kun kontakter folk på Digital Post med officielle breve.
»Banker og offentlige myndigheder vil ikke uopfordret bede om dine personlige oplysninger over sms, mail eller opkald,« skrives der til sidst i advarslen.