Børn og unge, der bliver presset til at udføre selvskade og dele seksuelt materiale online gennem flere måneder.

Det er realiteterne i Danmark, efter et ekstremt afpresnings-netværk har gjort sin entré på diverse sociale medier. Det skriver DR.

Eksperter har tidligere advaret mod, at de såkaldte NVE-netværk, der står for nihilistisk, voldelig ekstremisme, er kommet til Danmark.

De sadistiske fællesskaber beskæftiger sig med at presse unge mennesker til selvskade, seksuel ydmygelse og i værste fald selvmord.

Og til DR advarer flere organisationer nu om, at man modtager henvendelser relateret til de frygtede netværk.

Til mediet fortæller Mia Lind Winther, der er psykolog og leder af Red Barnets SletDet Rådgivning, at man i 2025 og 2026 har identificeret fem sager, der kan have relation til NVE-fællesskaberne.

»Der er desværre en risiko for, at det her netværk er mere udbredt, end vi måske på nuværende tidspunkt helt er klar over,« siger hun og fortsætter:

»Så vi mener bestemt, at det er et netværk, vi bør være vældigt bekymrede for, og at der er en risiko for, at vi ser en stigning i antallet af sager, som relaterer sig til det her.«

PET har også skærpet deres blik på NVE-grupperingerne. I den seneste trusselsvurdering Center for terroranalyse (CTA) under PET har netværket fået deres mest fremtrædende plads nogensinde.

'I en række tilfælde ses gerningspersonerne i tilknytning til voldsfascinerede onlinekulturer, (....). Det kan for eksempel være fællesskaber med udgangspunkt i såkaldt nihilistisk voldelig ekstremisme (NVE), skoleangreb eller incelkultur.'