Flere kommuner melder om lang ventetid på at blive viet og et voksende pres på kapaciteten.

Det skriver organisationen Dansk Erhverv i en pressemeddelelse.

Udviklingen er blandt andet et resultat af, at flere udlændinge kommer til Danmark for at blive gift.

I Københavns Kommune er der alene i august planlagt cirka 800 vielser mod 540 i samme måned sidste år.

Kommunen forventer ifølge Dansk Erhverv, at op mod 75 procent af dem vil være internationale vielser.

- Danmark har opbygget en international styrkeposition som bryllupsdestination, konstaterer Lars Ramme Nielsen, der er branchedirektør i Dansk Erhverv, i meddelelsen.

Det skyldes ifølge organisationen, at det administrativt er mere enkelt at blive gift i Danmark end i mange andre lande.

Mens det er positivt, at det skaber større omsætning hos dansk erhvervsliv, betyder det også flere udgifter for kommunerne.

Derfor kalder organisationen på en økonomisk håndsrækning til kommunerne, der ikke får del i det gebyr, internationale par skal betale for at blive viet.

Udenlandske par betaler i stedet gebyret til Familieretshuset for at få udstedt en prøvelsesattest, der er et officielt bevis på, at man opfylder alle betingelser for at blive gift i Danmark.

Tidligere mandag offentliggjorde Danmarks Statistik vielsestal for juni og dermed for første halvdel af 2026.

Alene i juni var der på landsplan 5161 vielser.

Det er det højeste antal for den måned i statistikkens historie, der strækker tilbage til 2007.

I juni i år havde Borgerservice i de største danske kommuner ekstra travlt på grund af den særlige dato 26-06-26.

Det meddelte både Odense Kommune, Aarhus Kommune og Københavns Kommune.

I Aarhus havde folkekirken så travlt, at den åbnede for spontane vielser - eller "drop-in-vielser", skrev TV2 Østjylland.

RITZAU