Flakkende øjne, fingre, der automatisk søger mod lommen og en lille skærm, der langsomt æder mere og mere af vores tid.

Mobilen er blevet en fast følgesvend for alt for mange mennesker, selv når den ikke burde være det. 

Det vil organisationen Headspace Danmark nu gøre noget ved.

Sådan lyder det ifølge Tvmidvest. 

Søndag 13. september inviterer organisationen hele landet til at pakke mobilen væk for en hel dag.

I Herning bliver dagen markeret med skærmfrie aktiviteter i naturen og samtaler uden digitale afbrydelser.

»Vi vil gerne give folk en chance for at mærke, hvad der sker, når mobilen ikke hele tiden ligger inden for rækkevidde«, siger Trine Hammershøy, direktør i headspace Danmark.

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at mere end hver fjerde ung bruger over seks timer om dagen på private skærme.

Samtidig har næsten halvdelen af de 20-29-årige droppet fritidsaktiviteter for at være online.

En undersøgelse fra Epinion for headspace Danmark viser desuden, at hver tredje unge og forælder gerne vil bruge mobilen mindre.

Ifølge psykolog Aida Bikic, der forsker i børn og unges skærmvaner, er der en forklaring på, hvorfor det kan være svært at lægge telefonen fra sig.

Vores hjerner er ikke skabt til konstante afbrydelser, forklarer hun.

Hos headspace oplever man, at det ikke nødvendigvis kun er selve vanen, der gør det svært for unge at slippe telefonen.

Det kan også være tankerne, der dukker op, når skærmen ikke længere er der.

Ifølge Trine Hammershøy fungerer mobilen for nogle unge som en form for digital støtte, når tankerne fylder.

Derfor handler søndagens initiativ også om at øve sig i at være uden mobilen.