Flere fravælger kød, flyrejser og benzinbiler med henblik på at være miljøvenlige.

Men noget af det bedste, man kan gøre for klimaets skyld, er at droppe efternøleren. Og det har mange har fået øjnene op for.

Det fastslår en ny undersøgelse, der er offentliggjort i tidsskriftet Population and Environment.

Den viser nemlig, at klimaforandringer er en af de største bekymringer, når folk i dag vælger, om de vil have børn. Mange er bange for at bringe børn ind i en verden med en usikker fremtid på grund af klimaet.

»For mange mennesker er spørgsmålet om, hvorvidt de skal have børn, et af de største, de står over for i deres liv. Hvis du er bekymret for, hvordan fremtiden vil se ud på grund af klimaændringer, vil det naturligvis påvirke, hvordan du ser på denne meget vigtige beslutning i dit liv.«

Det fortæller Sabrina Helm, der på University of Arizona forsker i, hvordan klimaforandringer påvirker folks beslutninger om, hvorvidt de skal have børn.

Ifølge Helm plejer det at være faktorer som økonomi og personlige værdier, man overvejer i forbindelse med en familieforøgelse. Men nu er 'klimaforandringer' altså i den grad kommet på listen over overvejelser.

De specifikke klimaforandringsrelaterede grunde, til at folk fravælger børn, kan deles op i tre hovedtemaer:

Den første og mest almindelige bekymring er 'overforbrug'.

Næsten alle deltagere sagde, at de var bekymrede for, hvordan børn ville bidrage til klimaændringer gennem et øget CO2-fodaftryk og overforbrug af ressourcer, der kunne blive mere knappe i fremtiden, såsom mad og vand.

Den næste er 'overbefolkning'.

Nogle deltagere sagde, at de følte, det ville være problematisk og endda egoistisk at have mere end to børn, da det ville 'over-erstatte' dem selv og partneren.

Den tredje er 'usikker fremtid'.

Mange deltagere sagde, at de ville føle sig skyldige, eller at de gjorde noget moralsk eller etisk forkert, hvis de førte et barn til en verden med en så usikker fremtid. Her gav flere deltagere desuden udtryk for en frygt for 'jordens undergang', hvis klimaforandringerne fortsætter ukontrolleret.