Enhedslistens politiske ordfører Pelle Dragsted er forud for partiets årsmøde i denne weekend på medieturné og tale om behovet for oprustning af forsvaret.
Vi bliver truet fra USA og Rusland, og derfor er tiden inde til at opruste og tage et opgør med Enhedslistens modstand mod Nato, lyder det fra Dragsted. Men ikke alle i Enhedslistens bagland er enige.
Stemmer fra baglandet påstår blandt andet, at Ruslands invasion af Ukraine var selvforsvar, at det er en myte, at Rusland udgør en trussel mod Europa og Danmark og at Nato tjener »imperialistiske interesser«.
Samtidig opfordres der til, at Enhedslisten gør op med »den falske Ukraine-fortælling« og siger nej til »regeringens oprustningsvanvid«.
Partiets ledelse tager afstand fra udtalelserne fra baglandet, men afviser at ekskludere de pågældende medlemmer.
Utilfredsheden tager blandt andet udgangspunkt i et forslag fra partiets hovedbestyrelse til årsmødet, der lægger op til i det store hele at støtte regeringens planer om oprustning af forsvaret i lyset af truslen fra Rusland.
Men den trussel er altså »en myte«, lyder det fra Jeppe Milthers og Helge Bo Jensen, der er medlemmer af Enhedslistens lokalafdeling i Albertslund. Sidstnævnte er også medlem af kommunalbestyrelsen sammesteds.
»Det forekommer os noget chokerende, at folk, der opfatter sig som socialister, i dag kan mene, at Rusland nu udgør en trussel mod Danmark og Europa,« lyder det i et indlæg forfattet af de to i Enhedslistens medlemsblad Rød+Grøn.

I et andet indlæg i medlemsbladet opfordrer partimedlemmet Karsten Nielsen på baggrund en række artikler fra forskellige prorussiske medier til at stoppe den militære støtte til Ukraine.
»Den nye information sætter fortællingen om en »uprovokeret« angrebskrig til side og viser, at krigen kun formelt set er en angrebskrig, men i sin grundkarakter er defensiv,« skriver han og fortsætter:
»Vi bør (…) være den politiske stemme, der kan spørge til den falske Ukraine-fortælling og dens tilknyttede begrundelse for oprustningsmanien.«
Også Hans Jørgen Vad, der er hovedbestyrelsesmedlem i partiet, opfordrer til at stemme imod forslaget fra et flertal i hovedbestyrelsen om at støtte oprustningen af forsvaret.

Det vil hans lokalafdeling, Aarhus Vest, i hvert fald gøre, skriver han i et indlæg i Rød+Grøn. Her lyder det også, at han gætter på, at »der er en lignende stemning i andre afdelinger landet over«.
»Derfor opfordrer vi til på årsmødet at støtte alle ændringsforslag, som viser røde linjer i forhold til regeringens oprustningsvanvid,« lyder det i indlægget.
I et indlæg på sin hjemmeside kalder den interne Enhedslisten-gruppering Socialistisk Arbejderpolitik (SAP) det for »den vigtigste politiske opgave på årsmødet« at få droppet partiledelsens forslag om at støtte oprustningen af forsvaret.
»Oprustning af den eksisterende danske Nato-hær (...) er oprustning af en hær, der først og fremmest skal forsvare Vestens imperialistiske interesser. Det er ikke en hær, der er »på din side« – det er den vestlige kapitals hær,« skriver SAPs ledelse i indlægget.
B.T. har forelagt indlæggene fra baglandet for Enhedslistens partiledelse.
»De pågældende indlæg fra menige medlemmer af Enhedslisten står for forfatternes egen regning, og jeg er dybt uenig med dem,« lyder det i en skriftlig kommentar fra partiets forretningsudvalgsansvarlige, Rasmus Holme Nielsen.
»De står i modsætning til Enhedslistens politik. Men man bliver ikke udelukket af Enhedslisten, fordi man er uenig med partiet på et eller flere politikområder, så længe at man respekterer partiets centrale principper og værdier,« fortsætter han.
B.T. har kontaktet alle skribenterne bag de indlæg, der er nævnt i denne artikel. Det har dog ikke været muligt at få en kommentar fra nogle af dem. Enten er de ikke vendt tilbage indenfor deadline eller også har de oplyst, at de ikke ønsker at stille op til interview.
