Juleferien begynder lidt tidligere i år for de omkring 20 ansatte på Naturkraft ved Ringkøbing.

Det vestjyske oplevelsescenter har nemlig valgt at lukke nogle dage før tid på grund af coronasituationen.

I en pressemeddelelse fortæller administrerende direktør Peter Sand, at det er hensynet til både medarbejdere og besøgende, der får parken til at lukke lidt før tid.

»Med den stigende smitte i samfundet er det ikke forsvarligt at fastholde en åbning af Naturkraft - både i forhold til hensynet til vores gæster og selvfølgelig også til vores medarbejdere. Derfor har vi besluttet at lukke parken ned i fire uger,« siger han.

Til B.T. fortæller han, at beslutningen som sådan er fuldstændig udramatisk.

»Det er kun nogle få dage ekstra, det drejer sig om. Vi har for lang tid siden proklameret, at vi ville lukke parken på søndag, og da der forleden kom nye kompensationsmuligheder, besluttede vi, at det her er den mest fornuftige løsning. Også økonomisk.«

»Det er en nøgtern ledelsesmæssig afvejning, som vi vendte med medarbejderne. Vi har så få gæster lige nu, at vi blev enige om at lukke ned nogle dage før tid,« siger Peter Sand.

På parkens profil på Facebook fremgår det, at Naturkraft vil være lukket fra 16. december til 18. januar.

Naturkraft er et oplevelsescenter, der formidler naturens kræfter med fokus på bæredygtighed og miljø med udgangspunkt i den vestjyske natur.

Coronapandemien har været en stor udfordring for centeret, som slog dørene op for første gang i sommer.

Direktør Peter Sand understreger dog, at det trods de hårde ods - takket være besparelser, tilpasninger og velvillige medarbejdere - er lykkedes parken at komme ud af 2021 med skinnet på næsen og uden underskud.

»Vi kommer levende ud af året og med et nul på bundlinjen. Det er jeg pavestolt over,« siger han.