Opkald strømmer ind på J-dag: Skadesdirektør advarer mod hverdagsulykker
Lidt omtanke kan gøre en stor forskel, opfordrer forsikringsselskabet.

Lidt omtanke kan gøre en stor forskel, opfordrer forsikringsselskabet.

Julebryggen bliver traditionen tro frigivet fredag aften i et brag af en 'J-dag'.
Det er for det meste en festlig aften, men det kan hurtigt gå galt.
Hos forsikringsselskabet Alm. Brand får de mange opkald, der omhandler hverdagsulykker som en mistet telefon, smadrede tænder eller et uheld i trafikken som følge af en god fest.
Og antallet stiger i forbindelse med J-dag.
Skadesdirektør, Britta Bjerregaard, kommer derfor med en ekstra advarsel.
»Det er ofte de helt almindelige situationer, der kan ende med at blive rigtig ærgerlige. Telefonen bliver glemt, eller man mister balancen på vej hjem. Det er ikke noget, man nødvendigvis tænker over, når festen er på sit højeste, men lidt omtanke kan gøre en stor forskel,« siger Britta Bjerregaard i en pressemeddelelse.
Selvom nogle skader kan være dækket af en forsikring, afhænger det altid af den konkrete situation, forsikringstype og gældende vilkår, lyder det.
Men der er altså også forholdsregler, man kan tage allerede, inden man drikker den første øl, som mindsker risikoen.
»Husk hjelmen, når du cykler afsted, og lad cyklen stå, hvis du har drukket. Vær også ekstra opmærksom på cyklister og biler, når du går rundt i nattelivet. Det vigtigste er, at du kommer sikkert hjem,« siger skadesdirektøren.