Opgørelse: 127 brande i mindre ting med lithiumbatterier på et år
Skadedirektør opfordrer til at tage risiko ved brande med lithiumbatterier alvorligt.
Skadedirektør opfordrer til at tage risiko ved brande med lithiumbatterier alvorligt.
Sidste år rykkede de danske beredskaber ud til 127 brande i mindre produkter med lithiumbatterier.
Det viser en opgørelse, som forsikringsselskabet Alm. Brand har lavet på baggrund af tal fra Beredskabsstyrelsen.
27 af brandene opstod i elcykler, skriver forsikringsselskabet i en pressemeddelelse.
- Brande i lithiumbatterier kan udvikle sig på meget kort tid og medføre voldsomme skader fra ild og varme. Derfor skal man tage risikoen alvorligt, også når det gælder de små produkter, vi bruger hver dag, siger skadedirektør Britta Bjerregaard i meddelelsen.
Lithiumbatterier bruges i en lang række produkter i dag. Det kan være alt fra mobiltelefoner og bærbare computere til elcykler og elbiler.
Brande kan blandt andet opstå, hvis et batteri bliver beskadiget eller overophedet eller oplades med en oplader, der ikke er beregnet til produktet, skriver Alm. Brand.
Ifølge tallene fra Beredskabsstyrelsen opstod knap hver fjerde brand under opladning.
Derfor opfordrer Britta Bjerregaard også til, at man bruger produktets originale oplader og er opmærksom.
RITZAU