I disse kolde tider er det ikke svært at spotte danskere, der færdes på frosne søer landet over. Men det er farligt at gøre det, og folk opfordres til at lade være.

Det oplyser Københavns Kommune i en pressemeddelelse.

Kort fortalt er isen endnu ikke tyk nok, til at folk kan færdes på den.

»Vi ved godt, at det kan virke enormt fristende at gå ud på isen, men det er ikke for sjov, at vi beder folk om at lade være. Der skal så lidt til, før vi risikerer en livsfarlig situation, og derfor håber jeg virkelig, at borgerne lytter og tager det alvorligt, når vi siger, at man skal blive på land,« siger Jakob Hjuler Tamsmark, enhedschef i Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune.

Københavns Kommune har udsendt advarslen, fordi de selv har set billeder og videoer florerer på nettet, hvor folk samler sig på siden.

Torsdag gik det galt for en 45-årig mand fra Odense, som bevægede sig ud på isen for at hente sin hund.

Manden faldt igennem og var under vand i flere minutter. Han blev hevet livløs op, og heldigvis lykkedes det at genoplive ham.

Han er nu indlagt i kunstig koma på Odense Universitetshospital, og hans tilstand er kritisk.

Og netop hændelser som denne understreger alvoren bag advarslen. Hovedstadens Beredskab og Midt- og Vestjyllands Politi skriver ligeledes, at isen ikke er sikker, hvorfor det er forbudt.

Grundreglen er, at det først er tilladt at gå på isen, når den er 16 centimeter tyk.

»Hvis prognoserne holder, og vi får så meget frost, som der er lagt op til, så kan vi måske åbne isen i løbet af næste uge,« siger Jakob Hjuler Tamsmark og understreger, at det faktisk ikke er alle søer, der bliver åbnet for færdsel – uanset hvor mange frostgrader vi får.

»Der er en del steder – fx Degnemosen i Bellahøj – som vi aldrig åbner op for. Det skyldes blandt andet, at der er siv og anden bevoksning i søen, som svækker isen, ligesom der kan være understrømme, som gør, at isen er for svag til at bære, selvom den i teorien er tyk nok.«

I København måles isens tykkelse tre gange om ugen – mandag, onsdag og fredag.