Borgere i Fredensborg Kommune skal lige nu koge vandet, før de drikker det.

Fredensborg Forsyning har nemlig fundet tegn på, at vandet kan være forurenet med tarmbakterier.

På Facebook skriver forsyningen, at der er tale om et lavt indhold af såkaldt coliforme bakterier i drikkevandet. 

»Vi har desværre registreret et lavt indhold af coliforme bakterier i vores drikkevand. Vi arbejder på højtryk for at finde fejlen. Der er risiko for, at drikkevandet i dit område er forurenet,« lyder det. 

Derfor opfordres borgerne i Humlebæk, Fredensborg og Nivå til at koge vandet, før de drikker det eller bruger det til madlavning. 

Opfordringen gælder udsatte, syge og svage borgere i området. 

»To minutters kogning dræber bakterierne i vandet. Ved brug af elkedel eller gryde gives en portion vand to opkog med to til fem minutters mellemrum. Ved brug af kaffe- og the maskiner opnår vandet ikke en temperatur på de nødvendige 100 grader i to minutter,« lyder opfordringen. 

Fredensborg Forsyning understreger dog, at der er en meget lille risiko for, at du bliver syg, hvis du har drukket vandet. 

Der er nemlig kun tale om en meget lille mængde af bakterier. 

»Men kog vandet fra nu af, før du drikker det. Vandet skal koges, indtil nye prøver viser, at forureningen er ophørt,« skriver forsyningen. 

Ifølge deres egen hjemmesider er coliforme bakterier en gruppe bakterier, der lever naturligt i jord, planter og overfladevand. 

De findes også i tarmene hos mennesker og dyr. 

Hvis der findes Coliforme bakterier i drikkevandet, kan det være et tegn på, at vandet er forurenet udefra, for eksempel gennem jord eller regnvand, som er trængt ind i vandforsyningen.

Du kan følge situationen her