Et helt nyt mønster begyndte at åbenbare sig for øjnene af operasangeren Jens-Christian Wandt, da han sad blandt publikum på Gammel Scene på Det Kongelige Teater.

En efter en fik han øje på folk blandt publikum, der havde taget deres drikkevarer som vin og kaffe med i salen.

Den nye kultur irriterede ham.

»Jeg synes, det er forkert,« siger han.

Jens-Christian Wandt sætter fingeren på et ømt punkt, som flere opera- og teatergængere kan relatere til.

Det viste sig, da han skrev en kritisk Facebook-opdatering om, at Det Kongelige Teater er blevet et 'serveringsteater', hvor gæsterne forstyrrer udøverne og publikum med druk og smask.

'Det er rædsomt, at teatret er hoppet med på den idé. Jeg siger det derinde hver gang, jeg har lejlighed til det,' skrev én som kommentar.

'Folk vælter både fyldte og tomme bægre, det larmer, og det tager fokus fra kunsten,' skrev en anden.

Kommentarerne fortsatte, og debatten røg en tur i Berlingske.

Til B.T. fortæller Jens Christian Wandt, at drikkevarerne i salen kan ødelægge oplevelsen for de andre gæster.

»Først og fremmest synes jeg, det er forkert, fordi det forstyrrer mig. Når jeg sidder i Det Kongelige Teater og har købt en billet til måske mange penge, og jeg skal se en opera eller et skuespil, vil jeg gerne kunne koncentrere mig 100 procent om det,« siger han.

I teateret udfolder kunsten sig levende for øjnene af gæsterne – og kun i det ene øjeblik.

Operasanger Jens-Christian Wand, til venstre i billedet, er træt af gæster i teateret, der drikker og spiser snacks under forestillingen.
Operasanger Jens-Christian Wand, til venstre i billedet, er træt af gæster i teateret, der drikker og spiser snacks under forestillingen. Foto: Mathias Løvgreen Bojesen
Vis mere

»Det er ikke bare baggrundsmusik. Man skal følge med og opleve det i nu'et. Det er en skrøbelig ting, som nemt kan blive distraheret,« siger Jens-Christian Wandt og fortsætter:

»Det kan bare være en dør, der smækker, eller et barn, der græder. Men det kan også være den, der sidder ved siden af dig og skal have tømt glasset.«

Det er ikke kun publikum, der kan få ødelagt sin aften og forestilling, hvis ikke der er ro og orden i salen.

Også skuespillerne på scenen kan mærke det, hvis publikum har gang i små sideprojekter.

»Jeg ved fra de scener, jeg selv har stået på, at hvis ikke du har publikums opmærksomhed, så mærker du det meget tydeligt,« fortæller han.

På Det Kongelige Teater fortæller kommunikationschef Magnus Restofte, at de indførte tilladelsen til at medbringe drikkevarer i salen for et par år siden som en prøveordning, fordi de havde oplevet en efterspørgsel på det.

»Vi fik meget få klager, og modsat fik vi faktisk utrolig mange positive tilbagemeldinger. Derfor valgte vi at fortsætte med at tillade drikkevarer i salen,« siger han.

Operasangeren Jens-Christian Wandt mener, at et drikkende publikum ødelægger forbindelsen mellem kunstner og tilskuer.

Men det har Det Kongelige Teater ikke hørt deres egne kunstnere klage over, siger Magnus Restofte.

»Når det er sagt, så lytter vi altid til vores egne kunstnere og publikum for at høre, om ting rundt om oplevelsen kan gøres bedre for kunsten og værket,« siger han.

Han påpeger, at drikkevarerne i salen faktisk kan være støjdæmpende.

»Der er også mange, der er glade for at kunne tage drikkevarer med ind i salen, fordi de måske skal hoste. Og hoste er absolut den største synder for os i forhold til uro i salen,« siger Magnus Restofte.