»I starten tænkte jeg, det var bedst bare at vise samfundssind og trække på skuldrene. Men efter at have sovet på det, føler jeg, at jeg er nødt til at tage fuldstændig afstand fra det.«

Ordene kommer fra Yasar Nazir, der driver restauranten Phi Mo i Odense.

Hans restaurant blev tirsdag hængt ud på Facebook, efter direktør Torkil Poulsen, som tidligere har opfordret butikker til at åbne trods det gældende forbud, besøgte Phi Mo og delte episoden på Facebook. Han havde fået 'lækker mad og en ny yndlingsrestaurant i Odense'.

Men det var pure opspind. Restauranten er lukket, og Torkil Poulsen gik uden tilladelse ind på restauranten, tog et billede og forlod stedet to minutter senere for så at lave Facebook-opslaget.

Yasar Nazir har meldt det opdigtede restaurantbesøg til politiet.
Yasar Nazir har meldt det opdigtede restaurantbesøg til politiet. Privatfoto

Det får nu Yasar Nazir til at politianmelde Torkil Poulsen for injurier og overtrædelse af coronarestriktionerne.

»Der er to ting i det. Jeg er nødt til at have min ryg fri. Vi er en lillebitte restaurant, der skulle have gået imod regeringen. Det kunne vi aldrig finde på, og det sympatiserer vi ikke med,« siger Yasar Nazir, som foruden at drive restauranten også er suppleant for Venstre i Odense.

»Vores sympati ligger hos dem, der er ramt og sårbare. Når vi så oplever, at en fupmager på vores bekostning stiller sig i sådan et lys, vil jeg ikke være en del af det.«

Torkil Poulsen har – blandt andet til TV 2 Fyn – erkendt, at restaurantbesøget var løgn og et mediestunt.

Ikke desto mindre har Yasar Nazir onsdag politianmeldt direktøren i samarbejde med sin advokat.

»Jeg har ingen erfaring med at anmelde nogen, men min advokat siger, at anmeldelsen også sender et signal. Hvis der skulle opstå noget senere, har vi vores ryg fri med en politianmeldelse i hånden.«

»Og så kunne det have fået fatale konsekvenser. Jeg frygtede en bøde på op til 50.000 kroner. Hvis nogen havde set billedet og tænkt 'Hvad pokker? Går de imod reglerne? Der skal jeg ikke sætte mine ben igen', så var vi endt i en shitstorm.«

B.T. har talt med Torkil Poulsen, som bekræfter, at han er blevet politianmeldt i sagen. Det tager han dog ganske roligt.

Det var dette billede, Torkil Poulsen delte på Facebook.
Det var dette billede, Torkil Poulsen delte på Facebook. Privatfoto

»Jeg forsøger at redde restauranter, som er lukket ned på baggrund af en sygdom, som ikke er farlig.«

Det er til trods for, at Statens Serum Institut i januar konkluderede, at Danmark har en reel overdødelighed under corona, ligesom andre lande har.

At Torkil Poulsen tager anmeldelsen med ro, får ham heller ikke til at tro, at anmeldelsen medfører noget.

»Jeg kan ikke se, jeg har gjort noget forkert. Der var åbent og offentligt tilgængeligt.«

Men det er jo ikke tilladt at gå på restaurant og sætte sig ned?

»Nej nej, og det er fint nok. Nu ser vi, om det står i lovgivningen, og om vi får en bøde. Så undlader vi at betale, og så tager vi den i retten.«

Fortryder du hændelsen?

»Der kommer fokus på det her og fokus på bevægelserne, og det er med til at flytte masserne. Men jeg spurgte ikke om tilladelse, og det skulle jeg selvfølgelig have gjort. Og så endte det, som det gjorde.«

Yasar Nazir vil ikke spå om, hvorvidt sagen ender i et bødeforlæg.

»Jeg er ikke jurist, så nu tager juraen over. Men vi er nødt til at påpege det her. Det er nødt til at stoppe.«