I over tre uger har brandvæsenet arbejdet i døgndrift for at tæmme en vanskelig brand i Studstrupværket ved Aarhus.

Nu giver politiet en opdatering på branden.

Der er fortsat fremskridt i arbejdet med at slukke branden, lyder det i en pressemeddelelse fra Østjyllands Politi lørdag.

Dog blæser den kraftigste del af røgen fra branden på Studstrupværket lørdag i periodevis ud over områderne omkring Studstrup, Havhusene og Gl. Løgten Strand.

Og det ser ifølge prognoserne ud til at fortsætte indtil søndag eftermiddag, hvorefter vinden forventes at vende og blæse røgen ud over bugten.

Derfor anbefaler sundhedsmyndighederne, at beboere med hjertekar- og lungesygdomme, der bor i de pågældende områder, finder et andet sted at opholde sig, indtil røgen er drevet væk.

Derudover opfordres borgere til at følge med på politi.dk, Østjyllands Politis Twitter-profil, syddjurs.dk og aarhus.dk, hvor myndighederne løbende vil opdatere anbefalingerne.