Tidligt onsdag morgen tog Tommy Kristensen fra afsted på arbejde – men på motorvejen fik han et mindre chok.

Det, havde han læst om på Facebook i dagene forinden, havde nu ramt ham selv.

Han var offer for den mystiske tyveribølge, hvor borgere får stjålet deres sidespejle.

Det fortæller han til B.T., efter han tidligere har fortalt om sagen til Århus Stiftstidende.

Selv kører han i en Tesla, som ellers har kameraer i sig og som optager, når der er aktivitet omkring bilen.

»Men bilen har ikke optaget noget. Nu er det ikke verdens bedste kameraer, så der er ingen konkrete spor. Det er lidt træls,« konstaterer Tommy Kristensen.

Både onsdag og torsdag har Østjyllands Politi berettet om mange lignende anmeldelser.

Alene torsdag var der 35.

Nu er de ramte efterladt med forsikringer, selvrisiko og ventelister.

»Der er ret lange ventetider. Da jeg henvende mig til Crashpoint (et skadecenter, red.), havde de 41 andre biler, som de skulle kigge på. Så de måtte finde ekstra huller i kalenderen,« siger Tommy Kristensen.

»Derfor har jeg lavet en nødløsning indtil da og bestilt nogle spejle fra Tyskland, som jeg kan klistre på. Det har selvfølgelig ikke samme funktionalitet, men det er en lappeløsning, som er bedre end ingenting.«

Tommy Kristensen anslår, at reparationen ender med at koste mellem 10.000 og 15.000 kroner.

»De 4.300 skal jeg betale i selvrisiko, og det er selvfølgelig dumme penge. Men det er billigere, end hvis man ikke var forsikret.«

»Nu håber jeg bare, at der ikke kommer en ny bølge lige bagefter. Det ville være rigtig, rigtig træls,« siger han.

Tommy Kristensen er langt fra den eneste, som har været ramt af plagen.

B.T. har tidligere talt med andre borgere, som har været igennem det samme. Her kan du også læse, hvorfor sidespejle tilsyneladende er attraktive tyvekoster.