Foreningen Brobyggerne holdt i anledningen af ramadanen og coronavirus torsdag en ramadanmiddag via platformen Zoom.
Men i stedet for en hyggelig sammenkomst med indslag fra både integrationsminister Mattias Tesfaye (S) og sangerinden Pernille Rosendahl, endte det alt andet end hyggeligt.
På Twitter oplyser generalsekretær for Brobyggerne Özlem Cekic nemlig, at middagen blev ødelagt af højreekstremister, ligesom der også var billeder af børneporno.
'I dag holdt vi en online ramadanmiddag. En fredelig begivenhed blev ødelagt af højreekstremister og ondskabsfulde mennesker. Det værste var billeder af børneporno. Vi politianmelder. Jeg er oppe imod så stærke mørke kræfter, at jeg er rystet over, hvor langt de vil gå,' skriver hun.
Over for DR uddyber hun hændelsen:
»Min hjerne kan ikke begribe, hvad det er, jeg ser. Om det er et barn, der griner eller græder, og hvad er det andet. Det er en penis. Få det væk, få det væk hurtigt. Og det gør vi, men det er så rystende,« siger den tidligere politiker.
Derudover blev middagen også afbrudt af, at der undervejs blev vist skilte med teksten 'stop islamiseringen.'
På sin hjemmeside oplyser den islamkritiske bevægelse, Generation Identitær, at det var deres medlemmer, der torsdag aften stod bag aktionen med at vise skiltene.
De tager dog kraftigt afstand til det børneporno, der senere blev vist under mødet.
'Identitære aktivister gennemførte torsdag aften en fredelig aktion i cyberspace, da de holdt skilte op med ordene 'Stop islamisering' til den online ramadan-middag, som Özlem Cekic stod bag,' skriver de.
Til DR siger Özlem Cekic dog, at det på ingen måde var fredeligt, men at gruppen i stedet saboterede store dele af middagen.
Brobyggerne oplyser derudover til mediet, at man har optaget hele arrangementet, hvilket man vil dele med politiet.

