Der kommer mange flere Burger Shack-restauranter i fremtiden. Men der kommer lige til at gå lidt tid.

»2021 bliver et driftsår, hvor vi skal have 100 procent styr på butikken, før vi udvider. Men flere Burger Shack-butikker er en del af strategien,« siger Morten Pedersen.

Han er en af de seks ejere af selskabet DiningSix, der netop har købt burgerkæden. Og det siger han til Århus Stiftstidende.

Overtagelsen sker efter et turbulent 2020, hvor Burger Shack-direktør Christoffer No i sommer sagde op efter en stribe afsløringer af dårlig hygiejne og medfølgende sure smileyer fra Fødevarestyrelsen.

Og de nye ejere, der står bag spisesteder som KöD, Basso, Klokken og Keyser Social, er bevidste om, at den store mængde af dårlig omtale sidste år kræver en ekstra indsats.

»Vi har selvfølgelig en stor opgave i at vise gæsterne, at Burger Shack er tilbage i topform. Vejen dertil vil tage afsæt i meget af det gode arbejde, der allerede er udført i Burger Shack, og så skal dyderne kvalitet, service og ærlighed implementeres på lige fod med vores andre restaurantkoncepter,« siger Morten Pedersen i en pressemeddelelse:

»Vi vil helst bruge tiden på at kigge fremad frem for at dvæle ved fortiden. Hos os er det en selvfølge, at kvaliteten og processerne altid er i orden. Det har vi 10 års erfaring og succes med i vores andre restauranter.«

Der findes i øjeblikket 13 Burger Shack-restauranter i en række større danske byer. Faktisk er der allerede planlagt, hvor én af de kommende nye afdelinger skal ligge: Det bliver i Aarhus-forstaden Vejlby-Risskov. Også udlandet venter.

»Vi har ambitioner om, at Burger Shack skal vokse i Danmark såvel som resten af Norden. Særligt har vi store forventninger til Norge, hvor vi allerede har en KöD-restaurant samt en Basso-restaurant på vej,« siger Morten Pedersen.

Ifølge pressemeddelelsen har prisen for Burger Shack været 'et større millionbeløb'.