Et område ved Hovmarksvej i Ringsted er lige nu afspærret.
Det sker efter, at man i forbindelse med en udgravning har fundet cyanid i jorden.
Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Ringsted Forsyning.
Opdagelsen skete onsdag i sidste uge, da graveentreprenøren kunne se blå misfarvninger i den ellers mørke jord.
Den anderledes farve havde selskab af en tjærelignende lugt, der fik entreprenøren til at undre sig.
Herefter afspærrede man hurtigt udgravningen med et højt hegn og fordelte i øvrigt et lag tykt sand for at forhindre tjærelugten i at sprede sig.
I samme forbindelse blev der udtaget prøver fra sandet, og dem kom der så svar på mandag aften.
Prøverne viste, at der er cyanid, kulbrinter og tjære i jordens øverste bærelag på Hovmarksvej.
Den cyanid, som man har fundet, er dog bundet i jorden og derfor ikke skadelig i denne form. Hvis det derimod kommer i forbindelse med syre, vil det være skadeligt at indånde.
Ringsted Forsyning skriver, at man ikke er klar over, hvordan den cyanidholdige jord er havnet i området.
Derudover fremgår det af pressemeddelelsen, at man afventer yderligere prøver, før man beslutter, hvad der skal ske med jorden i området.
Cyanid er en kvælende og giftig gas, der ofte fører tankerne hen på Anden Verdenskrig.
Cyanid var nemlig en del af produktet Zyklon B, der blev brugt til at gasse millioner af jøder i de mange koncentrationslejre.