En regnvåd aften på Rådhuspladsen er et halvt hundrede ifølge politiet mødt op for at mindes iransk general.

Omkring et halvt hundrede mennesker er søndag aften mødt op på Rådhuspladsen i København til en mindehøjtidelighed for den iranske general Qassem Soleimani.

Det oplyser Københavns Politi. B.T. skriver, at der er stødt flere til, og at antallet af deltagere er over 80.

Qassem Soleimani blev dræbt 3. januar ved et amerikanske luftangreb.

Mindehøjtideligheden i København er blevet kritiseret skarpt fra en række danske politikere. Blandt andre har De Konservatives udenrigsordfører, Naser Khader, kaldt arrangementet "dybt, dybt forkasteligt".

Billeder fra Rådhuspladsen viser, at der er sat et lille bord op med billede af Soleimani og andre af de dræbte i luftangrebet 3. januar.

Han var leder af Quds-styrken i Irans Revolutionsgarde og har ifølge analytikere spillet en central rolle i iransk politik - og særligt Irans militære støtte i andre lande i Mellemøsten.

Til Ritzaus udsendte forklarer flere af de fremmødte, at de særligt mindes Qassem Soleimani for hans rolle i kampen mod Islamisk Stat.

Modsat har kritikere kaldt ham en terrorist for hans rolle i kampen mod amerikanske, britiske og danske soldater i Irak samt hans støtte til styret i Syrien under den nuværende borgerkrig i landet.

Ud over mindehøjtideligheden er der også anmeldt en moddemonstration af Stram Kurs' Rasmus Paludan. Her var der ifølge politiet mødt 10-15 personer op.

De har siden fået tilslutning fra en gruppe irakere, oplyser politiet. Ifølge TV2 News har der været mod 50 mennesker til stede her.

Også den tidligere formand for Folketinget Pia Kjærsgaard (DF) har søndag været på Rådhuspladsen for at protestere mod mindehøjtideligheden. Det er dog foregået i den anden ende af pladsen end moddemonstrationen.

/ritzau/