Coronavirussen er desværre igen på fremmarch. Ikke kun her i Danmark, men over store dele af verden.

Heldigvis er der også lys i mørket.

En ny, omfattende islandsk undersøgelse viser nemlig ikke blot, at over 90 procent af de tidligere coronasmittede har dannet antistoffer mod virussen. De testpersoner, som havde været smittet, havde stadig antistofferne i kroppen fire måneder senere. Det skriver Finans.

Resultatet vækker stor begejstring – også her i Danmark.

»Man kan sige, at der ser ud til, at immunforsvaret hos langt de fleste er effektivt beskyttende også over en længere periode. Det, synes jeg, er et godt tegn for at undgå infektion igen, men også lovende for at en vaccine faktisk vil give et beskyttende forsvar,« siger Lars Østergaard, som er ledende overlæge på Skejby Hospital og professor på Aarhus Universitet, til Finans.

Han glæder sig især over én ting.

At tidligere coronasmittede, som oplevede milde eller slet ingen symptomer, også havde udviklet antistoffer ifølge data fra den nationale islandske undersøgelse.

Det positive resultat bakkes op af en tidligere dansk undersøgelse.

I juni slog et dansk studie fast, at 95 procent af de 203 testpersoner – som alle havde haft coronavirus – havde udviklet mange og gode antistoffer.