Omdiskuterede Israel og finsk favorit er videre til Eurovision-finalen
Bookmakernes forudsigelser holder overvejende stik, efter at det første hold Eurovision-finalister er fundet.

Bookmakernes forudsigelser holder overvejende stik, efter at det første hold Eurovision-finalister er fundet.

Selv om det først er torsdag, at Danmarks grandprixhåb, Søren Torpegaard Lund, skal forsøge at kvalificere sig til Eurovision-finalen, er der allerede danske strejf i finalen.
Sverige er således videre med nummeret "My System", som den danske sangskriver Theresa Rex har været med til at skrive for Felicia.
Det er dog ikke Sverige, som sammen med Irland har vundet Eurovision flest gange, der er favorit til at ende øverst på podiet i år. Det er Finland, som stiller med nummeret "Liekinheitin", som duoen Linda Lampenius x Pete Parkkonen fremfører på henholdsvis violin og vokal.
Finnerne er som forventet fløjet ind i finalen, der ligesom semifinalerne afholdes i Wiener Stadthalle i Østrigs hovedstad, Wien.
Der stiller så mange lande op i Eurovision, at finalefeltet findes over to semifinaler.
Men med 35 tilmeldte nationer i år er antallet af deltagere dog det laveste i to årtier.
Holland, Irland, Island, Spanien og Slovenien har boykottet årets grandprix i protest over den humanitære krise i Gaza efter Israels gengældelse på den militante gruppe Hamas' angreb i Israel i 2023.
Israel er også finaleklar, efter at seerne og fagjuryerne har sendt Noam Bettan, som synger den fransksprogede kærlighedshymne "Michelle", videre.
I alt var 15 lande på scenen for at kæmpe om en af de 10 finalepladser.
Sådan en blev det ikke til for San Marino.
Miniputlandet var repræsenteret af den italienske sangerinde Senhit, som havde allieret sig med 80'er-sangeren Boy George på nummeret "Superstar", som danske Julie Aagaard og Thomas Stengaard har været med til at skrive.
De var også med til at lave "Only Teardrops", som Emmelie de Forest vandt Eurovision med for Danmark i 2013. Men de to Eurovision-vindere vinder altså ikke med San Marino i år.
Moldova åbnede tirsdagens semifinale.
Det østeuropæiske land er tilbage i konkurrencen efter at have meldt afbud sidste år. Comebacket er ikke et kort visit, for Satoshi har kvalificeret sig til finalen med nummeret "Viva, Moldova".
Serbien sluttede semifinalen af med metalnummeret "Kraj Mene", som bandet Lavina især mod nummerets slutning growlede sig igennem.
De kan godt varme stemmerne op, for de er også finaleklar.
Torsdag findes de sidste ti finalister, hvoraf Danmark er i spil.
Seks lande er altid sikret en finaleplads. Det gælder Storbritannien, Spanien, Tyskland, Frankrig og Italien, da de betaler den største del af gildet, og så er sidste års vinder - i år Østrig - også altid garanteret en finaleplads .
Der bliver dog ikke 26 lande, men 25 i årets finale, da Spanien som bekendt har boykottet grandprixet.
/ritzau/