Sundhedsmyndigheder verden over spærrede øjnene op, da det i går kom frem, at USA har lagt beslag på næsten hele markedet for lægemidlet Remdesivir, der har vist lovende resultater i behandlingen af alvorligt syge coronapatienter.

Herhjemme kan amerikanernes enegang også skabe problemer.

TV2 har talt med direktør i Lægemiddelstyrelsen Thomas Senderovitz, som fortæller, at vi i Danmark har Remdesivir til de næste tre måneder, men kun hvis smitten ikke blusser op igen.

»Set fra vores synspunkt er det mærkeligt, at firmaet har gjort det, og det vil være ærgerligt, hvis vi pludselig ikke har nok Remdesivir. Men det vil ikke være helt katastrofalt,« siger Thomas Senderovitz til TV2.

Han fortæller, at den danske repræsentant fra firmaet bag Remdesivir, har lovet, at der bliver arbejdet hårdt på, at forsyningerne ikke slipper op.

Skulle det ske, kan der være mulighed for, at andre firmaer for lov til at kopiere medicinen.

Det er dog ifølge flere kilder, TV2 har talt med, ikke nogen enkel løsning.

Remdesivir blev oprindeligt udviklet mod ebola, men virkede ikke på sygdommen. Til gengæld har det vist at kunne nedbringe behandlingstiden for alvorligt syge coronapatienter.