Mandag aften annoncerede statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde, at lukningen af efterskolerne forlænges til 10. maj.

Det betyder, at tusindvis af unge, som går på en af landets 240 efterskoler, fortsat skal blive hjemme hos mor og far.

Efterskolernes formand kalder det 'ubærligt', at 30.000 efterskoleelever nu mister endnu en måned af 'det bedste år i deres liv'.

En af dem er Oliver Lindved Lund, som til B.T. beskriver følelsen efter hjemsendelsen som 'utrolig tom'.

Oliver Lindved Lund er 16 år gammel og går på Vojens Gymnastik- & Idrætsefterskole
Oliver Lindved Lund er 16 år gammel og går på Vojens Gymnastik- & Idrætsefterskole
Vis mere

»Det har været utroligt tomt at komme hjem. Man kommer fra et sted, hvor man var glad hele tiden, var super social og altid havde gang i noget,« siger 16-årige Oliver Lindved Lund, der går på Vojens Gymnastik- & Idrætsefterskole i Sønderjylland.

For ham har det været en 'kæmpe omvæltning' at blive sendt hjem fra sit absolutte yndlingssted.

»Man går lidt fra hundrede til nul meget hurtigt,« siger han.

Oliver Lindved Lund beskriver den foreløbige tid på efterskolen som et år, hvor han 'aldrig har været gladere'.

Tilbage sidder han nu hos forældrene i Hejnsvig ved Billund og savner kammeraterne rigtig meget.

Han står også tilbage med en frygt for, at de ikke får nydt deres sidste tid på skolen, når de en gang får lov at komme tilbage.

Den seneste udmelding til eleverne på skolen er nemlig, at de fortsat skal gennemføre deres afgangseksamener.

Det kan for alvor ødelægge den specielle efterskolestemning, mener han.

»Hvis vi skal afholde afgangprøver, så vil folk fokusere rigtig meget på at blive klar til dem i stedet for at dyrke fællesskabet.«

Oliver Lindved Lund og kammeraterne forstår godt alvoren af coronavirus, og hvorfor de er sendt hjem.

Men de ville ønske, at der havde været lavet en undtagelse for efterskoleelever - de får jo ikke 'det bedste år i deres liv' igen.

Her foreslår Oliver Lindved Lund, at man kunne have testet alle elever og derefter have indført karantæne for de raske elever på skolen.

Hos Efterskoleforeningen er man dog klar i mælet om, at man er nødt til at følge myndighedernes beslutninger, siger direktør Torben Vind Rasmussen.

»Vi skal holde fast i, at vi som forening ikke er en myndighed. Hvis vi taler imod hjemsendelsen, så fremstår vi som dem, der er klogest i det her tilfælde - og det er vi ikke.«

Torben Vind Rasmussen fortæller, at der lige nu bliver arbejdet på højtryk for at få åbnet nogle af specialefterskolerne rundt om i landet.

Formand for Efterskoleforeningen, Torben Vind Rasmussen.
Formand for Efterskoleforeningen, Torben Vind Rasmussen. Foto: Foto: Claus Peuckert
Vis mere

Her er nogle af eleverne så udsatte, at der er hjemmel til at kalde det for nødpasning.

For de almene efterskoler gælder det, at der arbejdes på at etablere sådanne forhold jævnfør sundhedsmyndighedernes retningslinjer, at eleverne kan komme tilbage 10. maj.

Torben Vind Rasmussen glæder sig dog over, at der i sidste uge blev oprettet en nødpakke til forældrene, som går ind og betaler hovedparten af børnenes efterskoleophold i april måned.

Hvis eleverne ikke vender retur 1. maj, hvilket det ikke tyder på, så vil de politiske partier skulle forhandle en eventuel forlængelse.