Nogle vil kaldes han og hun. Det rynker de færreste nok på næsen over. Hvad der derimod har skabt debat det seneste år, er brugen af de og dem.
Det er meningsforstyrrende, mener nogle. Det er for meget at kræve, mener andre.
Men handler det egentlig bare om bekvemmelighed, at nogle afviser at bruge de kønsneutrale pronominer?
Det mener Oliver Anton, som er blandt dem, der ønsker at blive omtalt med pronominerne de og dem, og som velvilligt har besvaret B.T.s spørgsmål om emnet.
Hvornår ændrede du dine pronominer og hvorfor?
»Ordet 'ændret' indikerer, at jeg aktivt har valgt noget, som jeg efterfølgende bare kan tage af og på som en kasket. Jeg har ganske vist tilføjet kønsneutrale pronominer, fordi det passer med den, jeg er.«
»Jeg blev først præsenteret for kønsneutrale pronominer sent, men med brugen af dem var det, som om noget faldt på plads, som det kønnede aldrig havde gjort. Det synes jeg i virkeligheden er det store problem, at vores børn og unge først og fremmest er køn, før de er mennesker.«
Hvordan oplever du generelt, at folk tager imod dine pronominer?
»Jeg oplever en generel åbenhed og nysgerrighed, hvor folk spørger ind til pronominer og deres betydning. Det er utrolig individuelt, og jeg kan derfor kun beskrive mine egne tanker og erfaringer.«
»Hvis noget, oplever jeg kun en polarisering og ophævet stemning fra og i medierne.«
Debatten viser, at nogle ikke forstår valget om at bruge de/dem som pronominer; at det er meningsforstyrrende for sproget og for meget at kræve af dem. Hvad tænker du om det?
»De – som personligt pronomen – har sit ophav i det oldnordiske sprog, hvor man fra cirka 1300-tallet har brugt det til at omtale personer, hvor kønnet var ukendt.«
»Ikke alene er det altså forkert, at de/dem – som personligt pronomen i entalsform – er en ny ting, det er også at udøve sproglig vold, når man insisterer på, at ens egen bekvemmelighed og konformitet er vigtigere end at skabe inkluderende rum, dialog og sprog.«
»Dem, der forveksler det med den formelle tiltaleform De – som eksempelvis bruges over for kongehuset – der må jeg simpelthen sige, at man bør læse op på sin grammatik, før man indgår i debatten.«
Hvorfor tror du, det har skabt debat, at nogle – heriblandt dig – benytter kønsneutrale pronominer?
»Fordi folk grundlæggende ikke ved, hvad personlige pronominer er, samtidig med at vi fortsat ophøjer det kønnede sprog, som var det en naturlov. Sproget har altid været dynamisk, levende og udviklende. Der er ingen, der dikterer eller laver love, men i stedet beretter vi om, at det sprog, du bruger, efterlader spor hos dem, du ekskluderer.«
»Jeg synes, det er interessant, hvordan de, der råber højest om, at 'jeg føler mig krænket', er de første til at føle sig krænket over min eksistens.«
Har du nogen gode råd til folk, der stadig sætter spørgsmålstegn ved brugen af kønsneutrale pronominer?
»Jeg håber, at vi fortsat husker og insisterer på demokratiets åben- og nysgerrighed, hvor vi kan møde hinanden i øjenhøjde, fremfor at vi hele tiden skal bruge ressourcer på at bekrige hinanden. Hvis vi brugte energien på at opsøge viden og snakke med hinanden, tror jeg, at vi kunne nå et langt bedre sted hen.«
»Mit råd er ganske enkelt at huske på, at ingen aktivt vælger at være en minoritet, for det kommer med en konstant kamp for accept, anerkendelse og tryghed, hvilket i virkeligheden ofte kan være utrolig opslidende – det, konstant at skulle bevise retten til sin egen eksistens.«
