De franske myndigheder har indledt en efterforskning mod det russiske skyggeflåde-skib Pushpa.
Olietankeren bevægede sig gennem dansk farvand, da dronehændelserne i Københavns Lufthavn og ved militære anlæg fandt sted, skriver TV 2.
»Der er en efterforskning i gang, fordi der er mistanke om lovbrud på skibet. Mistanken førte til en underretning af anklagemyndigheden i Brest, som altså nu efterforsker sagen,« siger Guillaume Le Rasle, der er talsmand for den franske flåde i Atlanterhavet.
Han kan dog ikke oplyse mere om efterforskningen, da det er hemmeligt for offentligheden.
Skibet var på vej mod Indien fra den russiske havn Primorsk. Nu ligger det for anker i Biscayabugten lige udenfor fransk territorialfarvand vest for den franske by Nantes.