En regulær oliekrig ulmer i øjeblikket.

Men for danskerne kan det faktisk vise sig at være en god ting, siger en cheføkonom nu til B.T.

Ifølge Berlingskes økonomiske redaktør Ulrik Harald Bie er vi inde i en tid med store usikkerheder i oliepriserne.

»Nervøsiteten på det globale oliemarked er fortsat mærkbar,« skriver han i en analyse og tilføjer, at det »kan føre til et priskollaps«.

Baggrunden for nervøsiteten er, at de olieproducerende lande kæmper om at få del i de vigtige olieindtægter - men de har forskellige interesser: Nogle lande har brug for høje oliepriser for at få statsbudgetterne til at hænge sammen, mens andre ønsker prisfald for netop at ramme de konkurrerende og mere sårbare lande.

Men for danskerne får piben en anden lyd.

En magtkamp om olie udspiller sig i øjeblikket med forskellige politiske interesser.
En magtkamp om olie udspiller sig i øjeblikket med forskellige politiske interesser. Mandel Ngan/AFP/Ritzau Scanpix

For ifølge cheføkonom Helge Pedersen er lavere oliepriser forårsaget af oliekrigen mest af alt en fordel for Danmark.

»Olie fylder ikke meget i den danske statskasse, og derfor er lavere priser overvejende positivt. Vi har fået flere alternative energiformer, og for danske forbrugere betyder lavere oliepriser billigere benzin og lavere inflation,« siger cheføkonomen i Nordea til B.T.

Til gengæld kan konflikten skabe økonomisk usikkerhed på verdensplan.

Lavere priser kan ikke vare evigt
Olieprisen har trods et prishop mandag længe været faldende.

Da de olieproducerende lande i organisationen OPEC og Rusland i weekenden mødtes, besluttede de at øge produktionen med 137.000 tønder om dagen fra november – mindre end ventet.

Ifølge rygterne ønskede Saudi-Arabien at hæve produktionen fire gange så meget, skriver Berlingskes økonomiske redaktør Ulrik Bie i sin analyse.

Når der kommer flere tønder olie ud på markedet, presser det priserne ned. Og netop det ser ud til at være saudiernes strategi: At ramme de olieproducerende lande, hvis økonomi er mere sårbar end saudiernes, fremgår det af analysen.

Flere olieproducerende lande har nemlig brug for høje oliepriser for at få statsbudgetterne til at hænge sammen.

Iran og Bahrain har ifølge analyser brug for en pris på over 120 dollar per tønde, mens Den Internationale Valutafond vurderer, at Saudi-Arabien kan nøjes med at få 90 dollar for at balancere økonomien.

Selvom Saudi-Arabien står stærkere end mange andre, så ligger 90 dollar langt over, hvad nogen forventer, olieprisen vil ligge på de kommende år. Derfor kan også saudierne få svært ved at holde til lave priser i længden, lyder vurderingen fra Ulrik Bie.

Ifølge Helge Pedersen er der dog et vigtigt forbehold, der taler imod priskollaps. 

For olieprisen er allerede så lav, at der næppe er plads til meget større fald endnu.

»Olieprisen er faldet omkring 25 procent det seneste år, og jeg har svært ved at se, at den kommer længere ned. Der er grænser for, hvor langt landene vil gå for at presse markedet,« siger han.

Cheføkonomen vurderer derfor, at OPEC-landene før eller siden bliver nødt til at skifte kurs.

»OPEC-landene er afhængige af olieindtægter. Hvis de overproducerer og sælger billigt for at ramme konkurrenter, rammer det også deres egen økonomi. Derfor er det kun et spørgsmål om tid, før de ændrer strategi,« siger Helge Pedersen.