Energistyrelsens godkendelse af det nye oliefelt Hejre i Nordsøen ophæves af Energiklagenævnet.
Det viser en ny afgørelse fra klagenævnet.
Ophævelsen af tilladelsen sker, fordi Ineos ifølge Energiklagenævnet ikke har redegjort tilstrækkeligt for de afledte klimakonsekvenser ved afbrændingen af den olie og gas, man vil hente op af undergrunden.
Dermed sættes olieprojektet på pause på ubestemt tid.
Olieselskabet tager afgørelsen til efterretning.
Det er miljøorganisationen Greenpeace, der har indbragt sagen for klagenævnet og fået medhold.
Her er klimapolitisk leder Helene Hagel ovenud begejstret.
- Regeringen har ikke villet stoppe Hejre-feltet, men denne afgørelse sikrer, at der aldrig igen i blinde bliver åbnet nye oliefelter i Danmark, siger hun.
