Oliemarkedet er i krise og skal stabiliseres, mener flere lande. Men det er vanskeligt for verdens olielande at mødes og få lagt en plan om en produktionsbegrænsning.

I hvert fald er mødet mellem olieministrene i Organisationen af Olieeksporterende Lande (OPEC, red.) og øvrige olieeksporterende lande med Rusland, der var sat til mandag, blevet udskudt til torsdag. Det skriver Finans.

Konflikten mellem Saudi-Arabien og Rusland er nemlig fortsat eksisterende, hvorfor der ikke har været enighed om at mødes og komme nærmere en aftale.

Saudi-Arabien har forsøgt at få Rusland og resten af de olieeksporterende lande i organisationen OPEC til at aftale en sænkelse af olieproduktionen.

Det har Rusland hidtil afvist.

Derefter har Saudi-Arabien øget sin produktion af olie, hvorfor begge lande mener, at hinanden er ansvarlig for, at oliemarkedet lider, og priserne er faldende, skriver The New York Times.

Og dermed fortsætter dramaet og usikkerheden i oliemarkedet altså nogle dage endnu, inden mødet, måske, bliver aktuelt torsdag.

Efterspørgslen på olie er langtfra eftertragtet, eftersom mange fly, biler og øvrige benzindrevne apparater ligger stille verden over på grund af coronavirus.

Der er dog ikke opstået enighed mellem olielandene om en sænkelse af olieproduktionen som følge af corona-krisen. Markedet er derfor oversvømmet med olie, som falder i pris hos olielandene.

Af den grund arbejdes der, som nævnt, på at indkalde verdens olielande til det føromtalte møde, hvor landene skal forsøge at nå til enighed om en begrænsning af produktionen.

Også i Norge er man klar til at indgå en aftale om en produktionsbegrænsning, skrev Bloomberg lørdag.

Prisen på olie er styrtdykket og faldet med 70 pct. i det første kvartal af 2020.