Den kendte pubkæde Old Irish er kommet i større modvind på grund af en udtalelse, efter en kvinde i weekenden anmeldte en voldtægt.

Natten til søndag anmeldte en kvinde en voldtægt til Københavns Politi, som skulle være foregået på Old Irish Pub på Vesterbrogade ved Tivoli i København.

Om hændelsen udtalte Kasper Toft Jørgensen, marketing og pr-manager hos Old Irish, sig således til TV2 Lorry:

»Vi formoder, at der ikke er sket noget, men vi har naturligvis samarbejdet med politiet i forbindelse med efterforskningen og udleveret alt videomateriale fra i nat.«

Og det er netop starten af hans udtalelse, der ikke er faldet i særligt god jord. På Old Irish' Facebook-side er flere personer stødt over, at de betvivler en kvindes anmeldelse om, at hun er blevet voldtaget ved at sige, at de 'formoder, at der ikke er sket noget'.

Også hos Dansk Kvindesamfunds Krisecenter er de chokerede over udtalelsen fra marketing og pr-manageren hos Old Irish.

»Der er så meget galt med den udtalelse, at det er svært at vælge, hvor jeg skal starte. Sætningen fortæller os implicit, at denne PR-manager aka selvudnævnte amatør-efterforsker, allerede har dømt kvinden som løgner. Og taler han på vegne af det personale, der var på vagt den aften, så er de medskyldige i den uhyrlige anklage,« siger Lisa Homfjord, direktør for Dansk Kvindesamfunds Krisecenter til B.T., og fortsætter:

»At man overhovedet kan få sig selv til at komme med en udtalelse som denne, er mig ubegribelig. Det er vel ikke så besynderligt, at personalet ikke har bemærket noget. Voldtægter foregår sjældent, hvor der er uvildige til stede, der kan gribe ind og stoppe den.«

Har du haft problemer eller haft en ubehagelig oplevelse i forbindelse med et besøg på en Old Irish Pub? Så skriv gerne til B.T. på lope@bt.dk.

Til B.T. kalder Kasper Toft Jørgensen det hele en 'fejl'.

Hvorfor har I været ude at sige, at I 'formoder', der ikke er sket noget?

»Vi har begået en fejl. Det har været en hård omgang, hvor vi har opdaget, at den udtalelse har affødt en masse kritik, og det var slet ikke vores hensigt at tage part med nogen som helst. Det er en fejl, og det beklager jeg selvfølgelig meget.«

Men hvorfor 'formoder' I, at der ikke er sket en voldtægt, selvom en kvinde har anmeldt det?

»Det kan jeg ikke udtale mig om. Det er en fejl fra vores side. Det er gået alt for stærkt.«

Så, du kan ikke svare mig på, hvorfor I har sagt, at I formoder, der ikke er sket en voldtægt på trods af anmeldelsen?

»Jeg vil gerne have, at vi holder os til, at det har været en fejltagelse, og det indrømmer jeg blankt.«

Old Irish har også valgt at slette flere opslag fra brugere på deres Facebook-side, der retter kritik mod stedet.

Til B.T. svarer Kasper Toft Jørgensen følgende:

»Der har været direkte hetz mod mig, hvor folk har linket til min personlige profil. Og vi prøver at holde en sober tone. Hvis man ikke kan deltage i den, kan man ikke skrive på vores sider.«

»Vi har ikke lyst til, at det ender i et kæmpestort skænderi og mundhuggeri. Når man diskuterer, er det med ordentlig tone på vores sider,« siger han.

Flere brugere skriver dog på Old Irish' Facebook-side, at de ikke mener, der er blevet skrevet noget stødende, men blot stillet spørgsmål til deres formulering, hvortil Old Irish svarer, at de 'ved en fejl' har slettet et eller flere opslag.

Kasper Toft Jørgensen har også udtalt, at der før denne hændelse aldrig har været en voldtægt på Old Irish.

I har været ude at sige, at der aldrig er sket en voldtægt før på Old Irish. Men det er der dog nogle, der påstår, der har?

»Jeg er ikke bekendt med nogen sager. Det har været en personlig udtalelse fra min side, og jeg er ikke bekendt med nogen sager,« siger Kasper Toft Jørgensen og siger slutteligt:

»Det har været hele udtalelsen, der har været en fejltagelse.«

Old Irish har også udsendt en pressemeddelelse på baggrund af sagen.

Her uddyber Kasper Toft Jørgensen, at han godt forstår kritikken, og at det ikke har været hensigten at tvivle på kvinden, som har anmeldt voldtægten.

'Vi ønsker ikke at tage stilling til skyldsspørgsmålet eller tage parti i sagen. Det er en klokkeklar fejl, som jeg beklager meget.'

B.T. har været i kontakt med Københavns Politi, der fortæller, der ikke er yderligere informationer i sagen.