Offentligheden kan se med når pukkelhvalen Timmy skal obduceres
Der kan følges med i undersøgelserne, når pukkelhvalen Timmy torsdag skal obduceres på stranden ved Anholt.

Der kan følges med i undersøgelserne, når pukkelhvalen Timmy torsdag skal obduceres på stranden ved Anholt.

Det bliver muligt for offentligheden at overvære, når pukkelhvalen Timmy torsdag skal obduceres på Anholt.
Det oplyser Jane Hansen, der er kontorchef i Miljøstyrelsen, i en skriftlig kommentar til Ritzau.
- Når obduktionen starter, vil der blive givet en mundtlig orientering om arbejdet, og der vil også være mulighed for at få information undervejs i forløbet, lyder det.
Obduktionen ventes at finde sted mellem klokken 16.00 og 17.00 den 4. juni.
Dyrlæger, eksperter og forskere fra danske museer og universiteter vil være til stede for at foretage obduktionen og andre videnskabelige undersøgelser.
Arbejdet skal dog følges på afstand, understreger Jane Hansen. Opfordringen lyder, at afspærringen omkring hvalen skal respekteres.
Hvalen vil efterfølgende blive fjernet på forsvarlig vis.
Pukkelhvalen strandede i midten af maj ud for Kattegat-øen Anholts kyst.
Der er tidligere blevet gjort et mislykket forsøg på at flytte hvalen til Grenaa Havn.
Dette kunne ikke lade sig gøre grundet vejrforhold, og Timmy blev lørdag bjærget og trukket op på stranden.
Der var i begyndelsen ikke planer om at rykke på hvalen, men da den ifølge Morten Abildstrøm, der er opsynsmand for Naturstyrelsen, er drevet ind på en populær badestrand på øen, vurderes den at være til gene.
Han har også tidligere fortalt, at den planlagte obduktion ikke nødvendigvis vil kunne fastslå hvalens dødsårsag.
Hvalen strandede i marts ved den tyske nordkyst.
Tyske myndigheder opgav i første omgang at redde hvalen, men en gruppe private tog sagen i egen hånd og samlede penge ind til en større redningsaktion.
Den indebar, at Timmy blev løftet op i et bassin på en pram og fragtet gennem danske farvande for at blive sat fri i Skagerrak.
I tyske medier fik hvalen dengang navnet Timmy.
Håbet var, at hvalen ville komme sig og finde vej til Nordsøen.
Men det skete altså ikke, og hvalen strandede i stedet livløs ud for Anholt.
/ritzau/