Østrig og Holland har nu flere coronasmittede, end de danske myndigheder accepterer for at anbefale rejser.

I løbet af den seneste uge er antallet af bekræftede smittede med coronavirus steget i Østrig og Holland.

Det kan betyde, at de to lande bliver de næste, som Udenrigsministeriet fraråder rejser til.

De danske myndigheder fraråder ikke-nødvendige rejser, hvis der er over 30 nye smittetilfælde per 100.000 indbyggere om ugen i et land i EU og Schengen.

De seneste to uger har både Østrig og Holland i gennemsnit haft 34,6 nye smittede per 100.000 indbyggere om ugen.

Det viser tal fra Det Europæiske Center for Sygdomsforebyggelse og Sygdomskontrol (ECDC).

Udenrigsministeriets liste over anbefalinger til rejsemål bliver opdateret hver torsdag klokken 16.

Ud over antal smittede kigger myndighederne på testniveauet i det enkelte land. Det tæller herunder, hvor stor en andel af de testede, der testes positive.

Derudover bliver der kigget på landenes restriktioner i forhold til indrejse - for eksempel om der er krav om karantæne, når man krydser grænsen.

For at et land, der først er blevet lukket, kan blive åbnet igen, skal landet have under 20 smittetilfælde per 100.000 indbyggere om ugen.

De nuværende rejsevejledninger til Østrig og Holland lyder, at man skal være særligt opmærksom.

I Østrig anbefaler Udenrigsministeriets Borgerservice desuden, at man lader sig teste for coronavirus, hvis man har rejst til eller gennem Wien, hvor smittetrykket især er højt.

Både Østrig og Holland har i løbet af den seneste uges tid registreret et antal af nye daglige smittetilfælde, som ikke er set siden foråret.

De to lande har dog - ligesom i mange andre europæiske lande - ikke registreret en tilsvarende stigning i antallet af coronarelaterede dødsfald.

Verdenssundheds organisationen, WHO, har dog mandag advaret om, at man i oktober og november igen vil se daglige stigninger i antallet af dødsfald med covid-19.

/ritzau/