Alkoholfrie introture, fester og arrangementer på ungdomsuddannelserne i den første tid efter sommerferien.

Det lægger Sundhedsstyrelsen op til i et brev, hvor der også kommer en klar opfordring til forældrene.

brevet kommer Sundhedsstyrelsen (SST), Danske Gymnasier (DG) og Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier – Lederne (DEG-lederne) med en fælles appel til modtagerne, som er alle danske gymnasier og erhvervsskoler.

En appel om at gøre op med en årelang kultur på mange danske ungdomsuddannelser:

At alkoholen flyder, når børn og unge skal rystes sammen.

For at det skal lykkes, kræver det også, at forældrene kommer på banen, lyder det:

»Som skoler kan I gøre meget, men det er utrolig vigtigt, at forældrene støtter op. Derfor vil vi opfordre til, at I taler med de nye elevers forældre, så de ved, at de også har et stort ansvar for at hjælpe til med at skabe en god skolestart – og en sikker festkultur for deres børn og unge,« står der i brevet.

For at understrege pointen, lyder overskriften i SSTs pressemeddelelse om initiativet kort og godt: 'Vi savner forældrene'.

SST, DG og DEG-Lederne opfordrer til, at der slet ikke er alkohol i den første tid efter sommerferien.

Hverken til arrangementer på skolen eller fester og andre arrangementer, som er arrangeret af skolerne eller tutorer.

Og det bør ikke kun være for de nye elever – men for alle årgange på skolerne, lyder opfordringen i brevet.

»Danske unge drikker meget alkohol, og de begynder at drikke tidligt. Vi ved, at alkohol er skadeligt for børn og unge, og at det kan påvirke deres indlæring,« siger enhedschef i SST, Niels Sandø.

»Derfor er det vigtigt, at vi får ændret den nuværende alkoholkultur, der har fokus på at drikke sig fuld, og i stedet får en festkultur, der har fokus på det sociale, og som kan inkludere alle elever. Også de elever, der ikke har lyst til at drikke,« tilføjer han.

SST og de to organisationer opfordrer til, at der ikke indtages alkohol på ungdomsuddannelserne frem til slutningen af september.