De fleste husker nok det kaos, der blev udløst i sommer, da der opstod et massivt betalingsnedbrud.

Her skyldtes nedbruddet en intern teknisk fejl hos betalingsvirksomheden Nets.

Alligevel har konsekvenserne ved nedbruddet potentielt gjort flere danskere opmærksomme på vigtigheden af at have kontanter til nødsituationer.

Af den grund har Salling Group nu valgt at indgå et nyt samarbejde med Nets, som gør det muligt for kunder i Bilka, føtex og Netto at betale offline med stort set alle kort – både fysiske og digitale.

Målet er at styrke kriseberedskabet og sikre betaling ved systemnedbrud – ligesom det, der skete i sommer.

Hvis man spørger Ann Lehmann Erichsen, der er forbrugerøkonom hos Sydbank, så er det en rigtig god idé, at Salling Group nu gør det muligt at betale offline.

»Myndighederne anbefaler blandt andet, at vi prepper med vand og mad, men også, at vi sørger for at have kontanter,« siger hun og fortsætter:

»Det kan godt være, at man siger, at det er en god idé at have kontanter, men det er jo ikke sådan, at alle danskerne går rundt med kontanter. Derfor er det en rigtig god idé med en måde at betale offline.«

Ifølge Ann Lehmann Erichsen vil det for flere danskere være et problem, hvis de pludselig ikke kan betale med deres kort, da det er de færreste, der har kontanter liggende derhjemme.

Hun anbefaler derfor, at man har omkring 1000 kroner liggende i kontanter – gerne i 100-kronesedler, så man har kontanter til at betale for benzin eller andre fornødenheder i forbindelse med en krise.

»Vi oplever et stigende antal hacking- og cyberangreb. Lige nu oplever vi en hybridkrig med droner,« fortæller Ann Lehmann Erichsen og fortsætter:

»Så det her med at sikre, at vi kan betale – selvom vi er under et nedbrud eller angreb – det skaber en stor tryghed for danskerne. Betalingsinfrastruktur er rigtig vigtigt.«

Hun understreger samtidig, at vi under betalingsnedbruddet i sommer blev bevidste om, hvor galt det kan gå – og det er noget, der kan ske igen.